Himlen åben

Under vores juleafslutning lukkede den ene kulisse ikke helt som den skulle. Motivet var meget sigende fordi det holdt himlen åben for hyrderne på marken og for os andre julefejrende. Der er en port lige til venstre for åbningen.

Julekort

Teen gruppen har lavet julekort og vil selge dem for 3 kroner stykket. De kan også købes i Danmark, men så skal der lægges porto til. Et eventuelt overskud fra salget vil gå til en teen-lejr næste år.

Der er tre forskellige kort der kan bestilles ved at sende en email til christian.lamb 'at' gmail.com. (Jeg har byttet snabel-a ud med ord for at undgå spam.) Husk en at vedlægge en postadresse. Betaling kan ske ved at sende penge til min bankkonto i Danmark, men derom mere senere hvis du bestiller kortene.

Bangla B










Engelsk
















Bangla G

Sidste ordinære skoledag

Det er den sidste ordinære skoledag inden juleferien. Næste uge er i prøvernes tegn og i ugen derefter er det juleafslutningen der kommer til at fylde vores dage.

På vej hjem fra skolen havde jeg tid til at tage dette billede af taget på vores vagt-hus. Hibiskus dækker hele taget.

Der var også tid til at smage et par af årstidens kager hos den lokale bager der forsikrede mig om at det ikke var et problem at han brugte de samme hænderne til at føde flammerne med tørret ko-møg og kunderne med varme 'pithaer'. Han holdt kun ko-møget med venstre hånd og brændslet kan ikke komme igennem hans gode jutesæk til den højre som bliver brugt til kagerne og til at holde sækken åben.

Bengalske godter

En morgen mens jeg ventede på en gruppe gæster der skulle på tur i området tog jeg billeder af nogle af de ting vi kan købe på den lokale cafe. Der er lidt for enhver smag. Klik på billedet til højre for at se resten af serien.

Rupali - teknisk tomgang

Jeg havde håbet at kunne skrive at nu var Rupali tilbage på skolen i Birganj, men desværre er det ikke sådan endnu.
Den familie hun er hos i hovedstaden, Dhaka, har endnu ikke hørt fra Rupalis faster heroppe og derfor kan de ikke sende hende hjem igen. Fasteren har ikke selv mulighed for at kontakte arbejdsgiveren i Dhaka. Jeg har i dag bedt fasterens nabo, som jeg har fundet ud af er en af mine kollegaers søster om at hjælpe med at ringe til Dhaka.
Derefter skal der så findes en der kan rejse med på den ni timer lange tur hertil.
Det vil være godt med forbøn igen.

Rupali - håb forude

Det er lykkedes; alle parter - Rupali er ikke blevet spurgt - ønsker at Rupali skal komme tilbage til skolen. Nu mangler vi kun at hendes faster kontakter den familie Rupali bor hos og at de arrangerer transporten tilbage.
Bed om initiativ og effektivitet så Rupali kan nå tilbage til Birganj inden årsprøverne sidst i november. Bed også om at hun må falde godt til igen på skolen og kunne samle sig om at lære igen.
Det har været opmuntrende at alle har givet udtryk for at de ønsker det bedste for Rupali.

Rupali - børnearbejdere

Jeg bliver nødt til at begynde med at fortælle om Rupali for jeg kan ikke få hende ud af hovedet og komme i gang med at skrive om hvad jeg laver inden hun er blevet lagt over i Guds hænder for nu.
For et par uger siden bad en af mine elevers forældre mig om hjælp med at finde en pige der boede på deres kostskole. Rupali er omkring ti år gammel og har mistet begge forældre. Hun var rejst hjem til hendes landsby fra kostskolen fordi det var Eid og Puja – ferie og skulle bo hos en faster. Efter ferien var hun ikke kommet tilbage og nu undrede de sig halvtreds kilometer nord for Parbatipur hvorfor hun ikke var kommet tilbage.
Rupali er fra en landsby ikke langt fra hvor min havemand bor så jeg bad ham finde ud af hvorfor hun ikke var taget tilbage til skolen. Han blev sendt med besked om at Rupali ikke behøvede tænke på transport – hun kunne køre med herfra og heller ikke på at betale skolepenge (4 kroner eller en halv dagløn om måneden) fordi hun ikke har nogen til at betale.

I fredags var jeg til fødselsdag hos en velstående familie som har to elever på LAMB skole. Der blev jeg introduceret til værtens bror som introducerede mig til hans kone og til den mindste af de to små piger der stod ved siden af ham. Han fortalte at hans datter var tre år gammel og at de gerne vil have hende indskrevet på LAMB skole når hun bliver fire. Jeg spurgte til den større pige på måske otte år som stod der ligeså stille. Det er hende der passer vores datter, lød svaret som jeg godt kendte fordi det er så almindeligt. Jeg spurgte så om den ”store” pige gik i skole og hørte igen det forventede svar at det gjorde hun ikke. Jeg fortsatte, selvom det var tydeligt at det var ubekvemt for værten og hans bror, om de da underviste pigen selv. Det gjorde de heller ikke. Derefter var jeg for godt i gang til at stoppe og sagde at jeg ville tage deres nu treårige datter når hun var blevet større hvis de tog den anden pige med og hun kunne læse og skrive på niveau med andre børn i femte klasses.

Jeg er ikke stolt af den måde jeg fik det sagt på, men det er svært ikke at sige noget når mennesker så åbenlyst har tilsidesat et barns rettigheder for at imødekomme deres egne behov. Dertil kommer at det er godt muligt at alternativet for denne pige ville være en tilværelse hvor hun foruden den kærlighed og skolegang hun nu mangler heller ikke ville få mad eller nok tøj på kroppen. At få opfyldt to behov må være bedre end ingen.

I dag fortalte min havemand mig så endelig at han havde snakket med Rupali’s faster og fået at vide at de havde taget Rupali med til Dhaka og afleveret hende hos en familie der som lige har fået et barn.
Manden i den familie Rupali er hos arbejder for LAMB og derfor har jeg indflydelse på om Rupali skal blive der eller bliver sendt tilbage så hun kan færdiggøre hendes skolegang. (Hun går eller gik i tredje klasse.)
Jeg havde lyst til at ringe til ham med det samme og true med bål og brand, men så nemt er det desværre ikke. For hvem skal tage sig af Rupali når der er ferie fra skolen; fasteren mener tydelig vis ikke at hun kan det. De ER lud fattige.
Kan det lade sig gøre at få den menighed de er fra (dette er kristne santalere) til at tage et kollektivt ansvar for Rupali i hendes ferier? Hvad med når til sin tid hun skal giftes; det er ofte et ansvar den familie tjenestepiger arbejder i tager på sig? Dilemmaet og valget er imellem nogen til at betale så hun får en god mand eller om hun vil kunne få så god en uddannelse at hun vil være attraktiv nok for en familie til at de vil tage hende selvom hun ikke har en familie der kan give medgifte.

Jeg bliver nødt til at finde en national kristen der kan arbejde sammen med og motivere menigheden i Ramraipur til at tage sig af Rupali i ferierne imod at skolen i Birganj – ikke min skole – lover at støtte hende indtil hun har bestået tiende klasse.
Min havemand vil gerne have hans søn ind på det samme internat i Birganj så måske kan jeg motivere ham til gøre et forsøg.
Bed for Rupali og de hundred tusinde andre piger (og drenge) der som hun lever en slavelignende tilværelse. Bed også om at de løsninger der bliver fundet må være bedre for dem.

En muslimsk familie jeg kender i Rangpur, en større by halvtreds kilometer herfra, har en tjenestepige ligesom Rupali. Forskellen er at Dr Kona og hendes mand betaler for at tjenestepigens søn kan gå i skole og da familien var her for to uger siden havde de drengen med som en del af familien. Som de siger, de kan ikke hjælpe alle, men der er rigtig mange der kan hjælpe en.

Hvad har dette med mig at gøre? Vel ikke så meget andet end at jeg har læst i Esajas 58 om hvad der i Guds øjne er faste og Gudstjeneste;
... at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.

Daily Poverty Busters

Jeg har lagt et link ind til en ny blog om fattigdomsbekæmpelse. Bloggen er et forsøg på at tænke positivt når dette negative - fattigdommen - slår i øjnene. Det er ikke en intellektuel blog om hvordan verden kan reddes, men en idebank til hvordan hverdagens små handlinger kan gøre en forskel. Ideen til bloggen er opstået i spændingfeltet imellem virkeligheden og Esajas 58. Ideerne er uden ansvar for langtidsvirkninger. Brug af ideerne her fritager ikke fra ansvaret for at overveje hvordan du bedst kan elske Gud, og din næste som dig selv.

Kært barn har mange navne

Det er fredag og jeg skal snart afsted til fødselsdag, men inden da vil jeg lige vise tre billeder af en frugt jeg holder meget af. Det er blandt andet fordi den holder helt fra mangoerne hører op i juli eller august og indtil der igen er gullerødder og tomater i butikkerne igen i november eller december.
Den er den lille påmindelse om at der altid er velsignelers, selv når maden ellers kan blive ensformig fordi der kun er spinat og bønner i butikkerne.
Den er også en påmindelse om Guds trofasthed fordi den holder så længe på træerne. Den kan høstes i august, men der sker ikke noget ved at lade den hænge til december.
Jeg ved ikke hvad den hedder på dansk; på engelsk er det pomelo; officielt hedder den jambora på bangla men lokalt kalder vi den badam.

Gode og bedre perspektiver

Det er svært at ændre omdrejningspunkt når man først er i fuldt sving. Det går jo normalt godt og det går altid stærkt.
I dag morges læste en volontør op for mig fra en andagtsbog** hvor en engelske evangelist fra første halvdel af sidste århundrede siger at når Jesus efter at have spurgt Peter, ’Elsker du mig?’ forsætter med ’Vogt mine får.’ Er det fordi det er vigtigt for Jesus at vi skal identificere vore interesser med Guds planer for andre mennesker i modsætning til at identificere Gud med vore interesser i andre mennesker. Det slog mig at når jeg i lang tid har bedt Gud om at sende lærere til skolen for at undervise i de ældste klasser har mit perspektiv været at se om lærerne kan fylde et behov i vore planer – og jeg tror det er Guds planer. Andagtsstykket i dag fik mig til at tænke på at selvom dette måske er godt er det ikke det bedste. Jeg må, som kristen, finde ud af hvad der er Guds plan med hver enkelt af mine lærere (og med eleverne) og derefter gøre mig til et med Guds planer for hver enkelt af dem.
Det er naturligvis vigtigt at Stine* er en god lærer på skolen, men måske er det vigtigere for Gud i dag, at Stine oplever Hans trofasthed igennem de problemer hun har med forældrenes land. Stine måtte ringe afbud til skolen fordi hun blev nødt til at forsvare forældrenes ret til deres jord i ’retten.’ Hvordan håndterer jeg et sent afbud så mine handlinger tilskynder Stine til tro og ikke fortvivlelse?
Det er også vigtigt at Peter* lærer at undervise i engelsk og er forberedt til timerne i morgen, men måske var det Guds plan at han skulle blive forsinket så jeg kunne finde ud af at han ikke havde været helt ærlig da han snakkede med mig i sidste uge. Hvordan håndterer jeg mødet med ham i morgen så han bliver så tryg i det han gør at han ikke føler han behøver at lyve?
Måske var det Guds vilje at Monika* skulle blive taget i at stjæle en lommeregner så både hun og hendes mor kunne høre at der er tilgivelse og genoprejsning for dem der bekender deres synder.
I alle tre sammenhænge har mit perspektiv og min plan været at undervisningen kommer først og er det vigtigste, men måske har Gud en anden mening om det; vel er det godt at sikre undervisning for Monika og kvaliteten i Stine og Peters timer, men måske er det bedre at vi lærer mere om Gud, om Hans tilgivelse og om Hans trofasthed.
Bed for mig og for os om at vi må falde så meget til ro at vi kan begynde at jeg og vi kan komme i omdrejninger om det som er det bedste.

* Identiteter og detaljer er tilslørede; begivenhederne er virkelige.
** En andagtsbog er en samling stile om forskellige kristelige emner; tænkt til opbyggelse og tro.

Billedquiz

Prøv billedquizzen til højre. Der kan klikkes på kortet over Bangladesh hvorved man kommer til en ny side. Skriv dit svar på hvad der er i billedet som en kommentar under hvert billede. Der er præmier til de bedste besvarelser.

Shab-E-Barat

I dag er dagen efter muslimernes store bedenat. I den nat er en bøn værd det samme som tusinde bønner ellers, siger mange.
I går aftes havde vi da også et bedemøde hvor vi bad om at vore muslimske naboer og venner i sandhed må opleve svar på deres hjerters længsel.
På skolen har vi to ugers efterårsferie, men i dag har jeg ryddet op på mit kontor; det er fantastisk hvad man kan finde i gamle papirer og foldere. Jeg har fundet et regelsæt for lærere fra 1872.
En af reglerne siger at mænd (og kun mænd) må holde to aftener fri til gå på damebesøg. Kvindelige lærere bliver fyret hvis de gør det samme eller forsmeder sig til at blive gift.
En anden siger at efter ti timer på skolen må lærerne bruge resten af dagen til at læse i Bibelen eller andre gode bøger.
Jeg får ideer til at 'forbedre' forholdene på skolen, men det kan være jeg bør vente til jeg har holdt ferie lidt længere inden jeg gør alvor af disse forbedringer.
Det blæser og regner udenfor, det har været sådan længe, og hvem ved om det trækker op til mere storm.
Jeg håber på at skrive mere om den sidste måned inden længe, men i mellemtiden er du velkommen til at tage en quiz. Klik på billedet til højre.

Lovsang til Gud

Dagen i dag har været en hård dag. I går sendte jeg et brev hjem til et hold forældre fordi deres søn havde bidt en af hans klassekamerater; drengen indrømmede det da jeg spurgte ham om det. Det viste sig dog at det ikke var sandt. En af pigerne havde et mærke på hånden, men det var ikke fra hans bid.
Selv tog jeg i dag en pige i at kopiere en mattematikopgave fra en anden - hvem har ikke selv gjort det - men så løj hun mig lige op i ansigtet og jeg følte jeg blev nødt til at sende et brev med hjem igen.
Inden jeg i dag nåede at rydde op i gårsdagens fejl kom en anden dreng ind til mig, sendt af en lærer for ikke at have lavet lektier. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor han skulle ind på mit kontor for den forseelse, men jeg kan følge læreren i at sende ham videre til mig.
Jeg havde også en lærer på mit kontor for at snakke om en forfremmelse. Inden hun kom var der en anden lærer der lige skulle spørge om jeg havde hørt den første havde taget et arbejde et andet sted. Jeg kan ikke leve på rygter, så jeg tog samtalen alligevel.
Inden dagen var omme kom min sekretær for at spørge om fri til at tage til samtale i hovedstaden næste uge og da jeg havde slukket lyset og var på vej hjem kom en lærer ind og spurgte om fri til at tage til samtale det samme sted. Den sidste lærer fik lønforhøjelse i sidste uge.
Det lyder måske som om jeg ikke har det godt, men i virkeligheden er vi velsignede her; En kollega der er læge blev opereret i sidste uge og det viste sig ikke at være kræft. De regner med at være tilbage i arbejde fra næste uge.
En læge kollega der ikke arbejder har sagt ja til at undervise i kemi og biologi i 9. klasse. Dermed får jeg ikke 15 timer til fra næste uge når en volontør rejser hjem til England.
I morgen har vi samtaler; der er indbudt 9 kandidater og om Gud vil får vi endnu en ny kollega og måske to hvis en af de gamle rejser.
Jeg har grund til lovsang og tager derfor med glæde til lovsangs weekend i morgen efter arbejde. Det er teen gruppen der skal af sted og jeg kommer bare med. Jeg glæder mig over dette nationale tiltag og beder om at vi må komme nærmere Gud denne weekend og tage derfra i tættere fællesskab med ham der er værdig vor lovsang.

Meningen med det hele

Her på LAMB skifter tiderne. Der har været omstillinger det sidste år både fordi vi har fået ny direktør og overlæge, men også fordi vi vokser. Det har været svært fordi jeg selv, og andre, lænede os meget op af de to familier der rejse; direktørens og overlægens. Der er nu andre der skal tage deres pladser og ansvar på LAMB. Iblandt vi udlændinge mangler vi også overlægens mand der tog det største ansvar for vores Bibelkreds og åndelige liv. Vi har stadig ikke, efter seks måneder, fundet ind i en ny rutine.
Forleden fik jeg en lille hilsen fra en volontør der sagde han iagttog mig – det er jo naturligvis skræmmende, men det satte noget i gang i mig. Hvad han mente var at han iagttog hvordan jeg håndterer de fattige der kommer til min dør, hvordan jeg håndterer kriserne på skolen, og hvordan jeg håndterer konflikter iblandt missionærerne. Jeg spurgte forleden uge Gud hvorfor det skal blive ved med at være så svært at få lærere til skolen, og i det hele taget at få det hele til at hænge sammen, men måske har jeg misforstået min opgave.
Jeg har forestillet mig at Gud skulle løse problemerne; lærermangel, fattigdommen, konflikterne og at jeg skulle være et redskab til at gøre en del af det arbejde. Måske er det Gud vil, ikke først og fremmest at løse vore problemer, men at møde os mennesker til fællesskab og evigt liv. Hvis det er tilfældet skal vi – du og jeg – måske heller ikke så meget løse problemer som på Guds vegne bringe fællesskab og evigt liv. Vi skal gøre det ved at leve det liv Gud har givet os i fællesskab med Ham så andre ser og får opmuntring til selv at leve med Ham i tro.

At give op

I morges fik jeg en mail om at en lærer vi havde håbet ville kunne tage vore fysik, biologi og kemi undervisning på højeste niveau i niende klasse ikke kommer alligevel. Vi var nærmest helt uden lærere til de ældste klasser og jeg var klar til at give op. Efter morgenmad med gæster gik jeg ind til skolen og tænkte, måske har jeg misforstået Guds vilje for skolen, måske har jeg ikke søgt Ham nok. Jeg bad og lagde skolen i Guds hænder og jeg bad for de tre der skal i niende klasse. Det er for sent for dem at skifte skole nu, så det betyder at de mister et års undervisning ved at skulle flytte.

Inden middag kom en kollega og tilbød at tage to fag i niende. Hun foreslog også en anden lærer til et af de andre fag der manglede en lærer. Da jeg spurgte den anden lærer var han mere end interesseret, han var begejstret for muligheden.

Vi mangler stadig en eller to lærere, men Gud valgte at vise sin trofasthed lige da jeg allermest havde brug for det.

Tak for jeres forbøn for eleverne, for skolen og for mig.

Alle gode gaver

Nu er risen på vej i hus. Vi glæder og alle over hvad regeringen omtaler som rekordhøst af hvede, ris og kartofler. Der er flere smil på læberne og vi beder om at der vil være nok mad til alle her i landet efter denne høst. Familien her hører til LAMB men driver som rigtig mange andre også en lille smule jordbrug ved siden af. Med omkring 1.5 hektar (jeg tror dette er korrekt omregnet men tager forbehold for fejl) kan en familie dyrke nok ris til hele året, hvis bare ikke storm, hagl, oversvømmelse eller tyve tager høsten inden dem selv.

Det første bud

Sidste uge bad vi Gud om at vende uvejret væk fra Bangladesh og fik svar på bøn. Nu er det i Myanmar der er tusinder af døde og nødlidende. I Bangladesh er der advarselssystemer og beskyttelsesrum i tilfælde af cykloner, i det tidligere Burma, ser det ikke ud til at der var meget af den slags.

Det er svært at forstå.

I morges kom en præst fra en landsby 40 til 60 minutter herfra på cykel for at fortælle at taget var blæst af hans hus i går eftermiddags. De havde fundet to ud af tre tagplader og havde overnattet i et hjørne som bedst de kunne. Det eneste tegn vi havde på at der havde været rigtig uvejr var at det var dejlig køligt her i går. Præsten kom lige til mig i dag – det ser ud som om han ved hvor hans hjælp kommer fra. Jeg spurgte ham om han troede mere på mig end på Gud og han svarede at han frygtede Gud for det er Ham der dømmer. Jeg forfærdes over det svar, hvordan er den gud han kender?

Det er ikke så underligt at han kommer til mig i stedet, men det forfærdes jeg også over, for jeg kan ikke frelse.

Jeg kan heller ikke bede ham gå hjem, spise sig mæt, klæde sig varmt og holde familien i tørvejr uden at give ham det han har behov for.

Hvordan kan jeg leve sådan at mennesker ser Gud i det jeg gør og ikke forsynder sig imod det første bud og begynder at tro at deres frelse kommer fra mig? Hvordan kan jeg leve med det jeg har uden at forårsage andre begynder at stole på mennesker og glemmer Gud?

Her i vores del af verden er det let at se Gud som dommeren – og vi ved at vi fortjener det. Bed om at Gud også vil vise sig for os som den nådige og barmhjertige far Han er. Bed om at vi må se Ham som Han er.

 

Mangoer

Det er mandag aften, jeg kan høre vinden og regnen ruske i mine mangotræer udenfor. Øv, tænker jer, nu falder der endnu flere mangoer ned og de er allerede ret sparsomme i træet. Mine naboer står i døren og kigger længselsfuldt efter de faldne frugter, men træet er mit, så de overvejer om de har lov til at følge landets traditioner der i min barndom betød at den der først kom frem til frugten havde ret til den uanset hvor og fra hvis træ den var faldet, men hvor man også kunne blive hængt op i benene fra selv samme træ hvis man blev fanget i færd med at stjæle frugterne fra træerne. Jeg må hellere dele med naboerne i morgen, for jeg tror ikke de tør hente dem selv nu.

Et godt liv

Det er sjældent jeg møder rickshawkørere der er tilfredse med livet. Jeg har dog et par gange fået lov til at møde nogen der var anderledes. For et par år siden lagde jeg mærke til at det gik lidt i stød. Da jeg kiggede på pedalerne så jeg at rickshawwallaen (sådan heder de her) kun brugte den ene pedal. Det gik kun langsomt op for mig at det var fordi han kun havde et ben...

Det er kulturelt at spørge til folks hjemsted (’desher bari’ betyder hjemmet i eget land), at spørge til deres familie og til deres indkomst. Det sidste år er der altid kommet kommentarer om hvor svært det er at få pengene til at slå til. Madpriserne er steget omkring 50% og lønningerne er ikke fulgt med. Forleden fik jeg den følgende fortælling der skiller sig ud ved at være udtryk for en rickhsaw wallas stolthed.

I-Aj-Uddin Ahmed (ikke hans rigtige navn) var fra Kurigram nær grænsen til Indien næsten stik nord for hvor jeg bor; fra Lalmonirhat hvor flere ansatte på LAMB er fra. I-Aj fortalte gerne om hvordan han rejste hjem til familien hver femten til tyve dage med de penge han havde sparet sammen. Hans ældste datter havde fået tiende klasses eksamen, og var nu blevet godt gift, sønnen gik i ottende klasse. I-Aj forklarede hvordan han havde tjent til børnenes skolegang ved at arbejde som rickshaw walla. Han brugte Tk 60 (ca fire kroner) hver dag på et sted at sove, Tk 70 (mindre end fem kroner) til at leje rickshawen og omkring Tk 50 (næsten 4 kroner) til at spiste for. I-Aj-Uddin var glad for at kunne spare Tk 150 – 200 sammen hver dag til familien. Det var dejligt at møde en der var tilfreds med eller ligefrem stolt af det han havde og gjorde.

Peanuts

En af mine kollegaer og hans kone har en lille jordnøddesmør (peanut butter) produktion i deres hjem. De sælger den her på LAMB og i Dhaka. Formålet er ikke kun at tjene penge, eller at skaffe os der kan lide den slags bedre mad, det er også fordi de vil give fattige kvinder arbejde så de kan brødføde dem selv og familien. Jordnøddesmør er ikke noget der er mange der spiser her i landet, men nogle udlændinge kan lide det og der er et marked for det i hovedstaden.
En af de store udfordringer produktionen står overfor er at jordnøddesmør ikke er på listen over fødevarer og fødevare kontrollen derfor ikke kan udstede tilladelse til kommerciel produktion. Det er derfor ikke helt lovligt at sælge det. Hvad er så det rigtige at gøre? Hvis de lader være har de kvinder der nu tjener en lille smule, den lille smule mindre de havde og det er somme tider alt det de har.
Det er svært at sætte noget i gang som kan hjælpe fattige ud af deres fattigdom. Lige nu er der nogle fattige naboer der graver et hul til affald ikke langt fra hvor jeg bor. Det er et projekt der godt nok giver os en tiltrængt ny affaldsplads, men egentlig er kommet i gang for at vi kan undgå at give almisser til disse fattige. Vi har overbetalt arbejderne for at sikre os at de kan købe nok mad til deres familier. Hvis vi betalte dem efter det de lavede ville de ikke have nok til at købe mad for. Det er simpelt hen for hårdt at grave sådan et hul for dem der ikke er vandt til det. Måske burde arbejdet stoppe fordi det ikke er konkurrencedygtigt. Risikoen ved at overbetaler er at de bliver afhængige af os, bliver dovne og ikke vil arbejde for andre som ikke kan eller vil betale overpris for det. Risikoen ved at lade være er at de kommer til at sulte.
Det er utrolig svært at finde en god måde at hjælpe de fattige på som ikke giver utilsigtede konsekvenser. Måske er den eneste måde vi kan gøre det på at gå i finere sko. Jeg kan i hvert fald ikke se faren i at få mine sko pusset lidt tiere. Skopudserne er nok de fattigste to familiefædre i vores lille lokale verden og hvis de har to par sko mere at pudse hver dag kan de måske brødføde deres egne familier. Rickshaw førerne er andre der har brug for lidt ekstra. Hvis jeg f.eks. lader cyklen stå og tager en rickshaw kan det måske gøre at en familie får lidt grøntsager eller eg til maden.
Det er muligt at det vi gør kun er peanuts, men det er måske ikke så galt endda.

Godt nytår

Du ønskes et rigtig godt nytår 1415.

I Bangladesh følger vi en kalender der er en kombination af den islamiske og den hinduistiske kalender. For mange år siden fandt man ud af at det kortere islamiske år gjorde det svært for landarbejdere at betale lån tilbage når det nye år faldt elleve dage tidligere hvert år. Ved at følge det traditionelle år med 365 dage og den lokale hinduistiske kalender blev det muligt for alle at betale lån tilbage. Da området var muslimsk regnede man tilbage til Muhammeds fødsel og begyndte tidsregningen derfra.

Vi fejrer det med farverigt tøj og prosessioner og med kold ris efterladt fra sidste år - eller i går.

I øvrigt er det solopgangen der skal ses, så der er ikke nogen nytårsaften eller fyrværkeri men morgensol og kolde tæer i græsset.

Guds fulde rustning

Et af privilegierne ved livet her i Bangladesh er hvordan mange ting fra bibelen bliver helt konkret relevant for os i hverdagen.

Tag for eksempel besættelserne fra den forgangne måned. Uanset hvad vi må mene om disse – og der er delte meninger blandt os her også om de hører til i kirken eller på sygehuset? Uanset hvad vi måtte tænke er mine elever og naboers frygt virkelig nok og den skal ikke på sygehuset.

I teen-gruppen snakkede vi om Guds fulde rustning da vi var på besøg hos en anden teen-gruppe sidste fredag og hvor finder man bedre udrustning til at møde frygt. (Dette var før det andet tilfælde og derfor før de fleste var begyndt at blive rigtig bange.) Vi studerede Efeserbrevet og hvad de enkelte dele af rustningen står for. Nu da mange har oplevet frygten på nært hold har gjort brug af rustningen; vi har delt vers fra bibelen om at tilhøre Gud og vi har snakket om at bruge disse vers som sværd til at slå frygten på flugt; vi har snakket om troens skjold som vi kan holde op imod tvivl og frygt; vi har snakket om retfærdighedens brynje som vi får af Gud og måske vigtigst af alt, har vi snakket om frelsens hjelm; at Jesus har købt os og givet os ret til at blive børn af Gud. Så har djævelen ingen krav på os.

Det er fantastisk at finde bibelvers der har hjælp imod rigtig frygt og det er godt at høre om hvordan nogle af børnene synger sange, beder og læser bibelen og derigennem finder tryghed. Det er vigtigt at anerkende andres oplevelser som virkelige uanset hvad der forårsagede dem. Ved at gøre det anerkender vi frygten og får i bibelen et unikt redskab til at stå imod.

Frygten er desværre virkelig nok, heldig vis er Guds ord virksomt nok til at stå frygten imod.

 

Onde Ånder

Natten til i går, Tirsdag, blev en af vore ansattes datter angrebet af en ond ånd - det er i hvert fald sådan de siger det.
Naboen hørte hende græde som han aldrig havde hørt nogen græde før og troede at nogen var ved at dø. Forældrene gik ind til hende og fandt hende på gulvet ude af stand til at tale til dem og med totter af hår skåret af. Det lignede en anden hændelse fra for tre uger siden.
Menighedens ældste blev tilkaldt og der blev bedt og sunget for hende i tre timer indtil ånden forlod hende og hun igen vidste hvem hun selv var, hvem de andre i rummet var og hun kunne sige Jesu navn.
Specielt pigerne i området er rædselslagne for det var også en pige der for tre uger siden fik håret klippet af. Vi har snakket om det på skolen og prøver at tale til børnene om at de er trygge i troen på Jesus og vi anbefaler at de synger og beder og husker at de er børn af Gud som er så stærk at han har overvundet djævelen. Det er svært for flere af lærerne og forældrene er også bange.
Jeg har ikke erfaring med besættelser og vil ikke dømme om hvad det er, men det er tydeligt at både børnene og mange af de voksne er bange. Bed om at de og vi alle må kende tryghed i troen på Jesus. Bed om at jeg og andre må have visdom til at tale om det der sker på en måde som alle kan forstå og som ikke spreder frygten eller dømmer dem det er gået ud over.

Sult

Det er en stor opmuntring at få en mail fra to menigheder i Danmark forleden med oplysninger om en pengegave på omkring fjorten hundrede kroner.

I går var jeg en tur ude i en nabolandsby og blev mindet om fattigdommen og hvor svært det er for mange at få ris på bordet. Vi er begyndt at snakke om nødhjælp her i området. Der efterhånden er rigtig mange der sulter og vore individuelle tiltag ikke er tilstrækkelige. Vi har patienter på sygehuset, elever i skolen og rigtig mange i landsbyerne heromkring som ikke har mad.

Risen er blevet næsten dobbelt så dyr som for et år siden og daglejerne har ikke mere arbejde efter at (andres) ris er blevet plantet og indtil om godt en måned når høsten så småt begynder.

Jeg vil se efter om jeg kan finde et projekt hvor jeg kan bruge denne gave til at sætte nogen i arbejde, med at grave grøfter eller reparere veje, eller hvad vi kan finde ud af. Min erfaring er at det er en dårlig løsning bare at give pengene væk, men det er svært at finde meningsfyldt arbejde til de fattige.

Pengene skulle være nok til omkring 550 kilo ris eller 160 daglønninger.

Så vidt jeg ved er det hele Asien der er truet af sult.

Bed for os.

 

KH

Christian

Teen Gruppen

Fredag den 4. april var teen-gruppen på tur. Vi var først med til et møde i en dejlig fredelig santal landsby sammen med to andre ungdomsgrupper. Det var godt og hyggeligt at lovsynge sammen med dem. Mange af sangene findes på både bangla og santali så vi kunne lovsynge sammen og alle nød det.

Christians dagbog

Nytårsforsæt kan det vel ikke være, men jeg håber her at komme med anekdoter, fortællinger og bedeemner fra mit liv i Bangladesh.

Lige nu er jeg i Dhaka til missionærkonference. Det er den årlige norske som jeg har været med til de sidste ti år. Der er kun tre norske missionærer, men med den bengalske dirrektør to gæster fra Norge og mig bliver vi syv.