Det første bud

Sidste uge bad vi Gud om at vende uvejret væk fra Bangladesh og fik svar på bøn. Nu er det i Myanmar der er tusinder af døde og nødlidende. I Bangladesh er der advarselssystemer og beskyttelsesrum i tilfælde af cykloner, i det tidligere Burma, ser det ikke ud til at der var meget af den slags.

Det er svært at forstå.

I morges kom en præst fra en landsby 40 til 60 minutter herfra på cykel for at fortælle at taget var blæst af hans hus i går eftermiddags. De havde fundet to ud af tre tagplader og havde overnattet i et hjørne som bedst de kunne. Det eneste tegn vi havde på at der havde været rigtig uvejr var at det var dejlig køligt her i går. Præsten kom lige til mig i dag – det ser ud som om han ved hvor hans hjælp kommer fra. Jeg spurgte ham om han troede mere på mig end på Gud og han svarede at han frygtede Gud for det er Ham der dømmer. Jeg forfærdes over det svar, hvordan er den gud han kender?

Det er ikke så underligt at han kommer til mig i stedet, men det forfærdes jeg også over, for jeg kan ikke frelse.

Jeg kan heller ikke bede ham gå hjem, spise sig mæt, klæde sig varmt og holde familien i tørvejr uden at give ham det han har behov for.

Hvordan kan jeg leve sådan at mennesker ser Gud i det jeg gør og ikke forsynder sig imod det første bud og begynder at tro at deres frelse kommer fra mig? Hvordan kan jeg leve med det jeg har uden at forårsage andre begynder at stole på mennesker og glemmer Gud?

Her i vores del af verden er det let at se Gud som dommeren – og vi ved at vi fortjener det. Bed om at Gud også vil vise sig for os som den nådige og barmhjertige far Han er. Bed om at vi må se Ham som Han er.