Fattigdom og håb

På vej hjem fra Dhaka i lørdags blev jeg mindet om hvor beskyttet et liv jeg lever her på LAMB; langt fra storbyen og på nogen måder langt fra håbløs fattigdom. Som man kan læse i vores nye brochure (snart) tilgængelig her, rækker LAMBs indflydelse langt omkring. Vores omkring 1000 ansatte arbejder direkte eller indirekte med at øge fattiges selvstændighed og med at bringe lindring og helbred til syge. Derfor har de, i modsætning til nogen af dem jeg traf på stationen i Dhaka, håb.

Min kollega var ikke enig med mig om hvor tidlig vi skulle tage fra kontoret og vi endte med at have to timer til at betragte livet der. De første vi mødte var en familie med to små børn. De havde været i hovedstaden for at deres fireårige datter kunne blive undersøgt for en hjertefejl. Nu skulle de hjem for at se om de kan finde de to årslønninger det koster at få hende opereret. Der var også en mand med en spastisk lammelse som solgte sæbeposer (meget praktiske til at hænge over en vandhane) - han fik to taka (ca 14 øre) for hver pose han solgte men jeg så ikke andre der købte. Der var utallige tiggere: gamle mænd, nogle få kvinder og en masse drenge.

En af drengene havde hvad der lignede et brandsår under knæet, hele benet var stivt og han bevægede sig ved at skubbe sig fremad mens han sad ned. Jeg havde forventet at han ville komme tæt på for at bede om penge, men han skyndte sig forbi - min nationale kollega kommenterede at tiggerne var styret af en organisation som udnyttede dem økonomisk.


Der er også selvstændige fattige med håb i Dhaka - drengen på billedet var en af dem. Min kollega lånte min telefon til at tage et billede af ham, og derefter hørte vi hans historie. Han gik i tredje klasse og bidrog til familiens overlevelse ved at sælge vand på stationen om aftenen.

Da toget endelig kom fik vi os mast ind på første klasse. I kupeen var der to ældre mænd, den ene med en nevø og den anden med en lille pige som rejsekammerater. Den første var lige blevet hjerteopereret og havde derfor meget at dele med min kollega som selv fornyligt har fået en metalring sat ind i kranspulsåren. I køjen over den ande gamle mand (han var gammel!) lå pigen på ikke mere end ti år. I modsætning til ham lå hun direkte på det imiterede lædersæde og prøvede at sove lade som om hun sov.

Næste morgen var toget sent nok til at vi ikke kom frem i mørket og tidlig nok til at jeg kunne komme hjem, få et bad og komme på arbejde. Jeg havde gættet svaret men spurgte alligevel pigen hvilken klasse hun gik i. Jeg ville bruge anledningen til at spørge den gamle mand hvorfor han ikke sendte sin tjenestepige i skole. Han hævdede at hun skam gik i aftenskole nær deres hjem og kan ikke afvise at der er en lille smule sandhed i det, men hun får helt sikkert ikke noget man kan kalde "rigtig skolegang."

Sådan en tur, hvor magtesløsheden og fattigdommen trænger sig på, er en sort kontrast til LAMB. På LAMB er vi - og I - med til at gøre en forskel, i et hjørne af Bangladesh hvor der bor ligeså mange mennesker som i hele Danmark.


Kom og vær med 
Fra næste år har vi på skolen brug for en eller to fysik, kemi og engelsk lærere til de ældste klasser og for en eller to historie, geografi og engelsk lærere til tredje til sjette klasse. Der er også brug for personale på sygehuset, i administrationen og i udviklingsafdelingen. LAMB tager godt imod udlændinge men betaler ingen løn. Vi udenlandkske medarbejdere er normalt sendt og betalt af vore hjemsogn(e) og menighed(er). Du skal kunne engelsk og du skal kunne se meningen med undervisning i sig selv, og i at arbejde på en skole der støtter andre i at bidrage professionelt til udviklings og sundhedsarbejde. Der er også andre ledige stillinger og muligheder for at være en mere aktiv del af vores vision om at tjene Gud ved at være en del af de forandringer de fattige har brug for. Se mere på LAMBs hjemmeside.

Uddannelse og engle

Midt i august får de bengalske ‘gymnasieelever’ deres eksamensresultater. Det er alt sammen skriftlige prøver som bliver rettet eksternt – bortset fra ‘praktiske’ prøver i videnskabsfagene, som består i at de afleverer tegninger kopieret i hånden fra skolebøgerne.

Allerede i juni, efter den sidste eksamen var overstået begyndte mange at forberede sig til optagelsesprøver på drømmestudiet – medicin eller ingeniør studierne er de mest populære.

Mange af mine tidligere elever og bekendte håber på det der kan blive en adgangsbillet til et liv med den sikkerhed en profession kan give: forskellen mellem et liv på randen af fattigdom og håbet om en mere sikker tilværelse.

For et par dage siden kom en af mine bekendte fra `vores´ landsby på besøg, han har bedt til Gud om muligheden for at læse videre og er kommet ind på ”medical assistant”  studiet der giver ham adgang til at tilbyde simple lægelig behandling.

Han manglede næsten 400.000 taka – tre-fire årsindtægter for hans far – et beløb som jeg ikke kan give. Jeg havde lige modtaget en gave på 35.000 (2.500 kroner) på min konto i Danmark. Da jeg sagde han måtte få dem blev han overstrømmende glad og bad mig fortælle giveren i Danmark at hun er blevet en engel fra Gud for ham.

En mand havde 100 får

Jewel stoppede mig ved baneoverskæringen da jeg var på vej hjem. Som de sidste par gange jeg har mødt ham var hans første spørgsmål om jeg kunne huske hans navn. Jeg er ikke godt til at huske navne, men fordi han har spurgt flere gange nu glæmmer jeg det forhåbentlig vis ikke lige med det samme.
Det var dog noget andet der lå teenageren på sinde og han gik hurtigt videre og spurgte hvorfor vi på LAMB havde ansat 'vore egne' og ikke andre kvalificerede ansøgere. Vi fik os en god snak om hvordan jeg håber vi ansætter de bedst egnede, og medgav at somme tider er det nemmere at stole på dem man kender, og at dem der allerede har arbejdet på LAMB jo kender systemerne og derfor hurtigere kan sætte sig ind i tingene - Jewel var enig i det meste af hvad jeg sagde, også at hvis vi ansatte dem han havde snakket om ville det heller ikke være fair.
Vi går meget op i at der skal være åbenhed omkring alt det vi gør, at alle skal vide at vi gør det som er ret og retfærdigt i Guds og menneskers øjne.
Det var først da jeg kom hjem at jeg hørte hvad Jewel havde spurgt om: hvorfor vi ikke ansætter andre kvalificerede ansøgere ... som de to cand. mager han kender som ikke kunne få arbejde og som nu er blevet stofmisbrugere og involveret i kriminalitet.
Jewels spørgsmål som jeg tog som en anklage om unfair ansættelse på LAMB var måske en anklage, men han gav først og fremmest udtryk for en bekymring som jeg tror Gud deler med ham, en bekymring for to af hans bekendte der er fortabt.

Tid til tak for tiden

Her de sidste dage af vinteren er det blevet tid til at tage afsked med mine forældre. Det er fløjet hertil som trækfugle fra det kolde nord og jeg har lyst til at sige tak for deres besøg. 

Det er godt at have forældre, og når mine kommer til LAMB kan de med deres sprogkundskaber, kogekunst, hjælpsomhed og kreativitet give meget til os alle. De kan kommunikere uden det store besvær og hjælpe mig til at genopfriske danskkundskaberne; de kan tale med naboer og venner og de handlende. Jeg bliver fedet op både fordi maden er god, fordi jeg ikke selv skal løbe hen efter den og fordi der er mere af den når der kommer gæster og vi selv går på besøg, noget som sker mere når de er her; min far har hjulpet med en masse erinder og reparationer som har gjort livet lidt lettere nu, og langt fremover; kreativiteten er nok mest min mors, både med madlavning, strikkepinde og når gammelt papir og emballage bliver omdannet til kunstfærdige tasker. 

Der er ingen tvivl om at disse ting er verdifulde for os alle på LAMB og ikke mindst jeg bliver forkælet. Alligevel tror jeg det vigtigste de giver, og det de bliver elsket for er at de giver deres tid, tid til gåture med kollegaer, tid til at lytte til patienter på hospitalet, tid til at fortælle om gamle dage og om Danmark og tid til at vise andre hvordan man laver dette og hint. 

Tid er noget de har givet meget af og jeg tror ikke jeg har haft mindre til dem jeg bor og arbejder sammen med. Det er blevet tid til at de tager tilbage til Danmark igen og derfor tid for mig til at sige tak.