Et godt liv

Det er sjældent jeg møder rickshawkørere der er tilfredse med livet. Jeg har dog et par gange fået lov til at møde nogen der var anderledes. For et par år siden lagde jeg mærke til at det gik lidt i stød. Da jeg kiggede på pedalerne så jeg at rickshawwallaen (sådan heder de her) kun brugte den ene pedal. Det gik kun langsomt op for mig at det var fordi han kun havde et ben...

Det er kulturelt at spørge til folks hjemsted (’desher bari’ betyder hjemmet i eget land), at spørge til deres familie og til deres indkomst. Det sidste år er der altid kommet kommentarer om hvor svært det er at få pengene til at slå til. Madpriserne er steget omkring 50% og lønningerne er ikke fulgt med. Forleden fik jeg den følgende fortælling der skiller sig ud ved at være udtryk for en rickhsaw wallas stolthed.

I-Aj-Uddin Ahmed (ikke hans rigtige navn) var fra Kurigram nær grænsen til Indien næsten stik nord for hvor jeg bor; fra Lalmonirhat hvor flere ansatte på LAMB er fra. I-Aj fortalte gerne om hvordan han rejste hjem til familien hver femten til tyve dage med de penge han havde sparet sammen. Hans ældste datter havde fået tiende klasses eksamen, og var nu blevet godt gift, sønnen gik i ottende klasse. I-Aj forklarede hvordan han havde tjent til børnenes skolegang ved at arbejde som rickshaw walla. Han brugte Tk 60 (ca fire kroner) hver dag på et sted at sove, Tk 70 (mindre end fem kroner) til at leje rickshawen og omkring Tk 50 (næsten 4 kroner) til at spiste for. I-Aj-Uddin var glad for at kunne spare Tk 150 – 200 sammen hver dag til familien. Det var dejligt at møde en der var tilfreds med eller ligefrem stolt af det han havde og gjorde.