Det er ikke svært at vise en lille smule kærlighed når man har fået så megen kærlighed selv

Motorcyklen lå midt på den modsatte kørebane, motorcyklisten stod ved siden af og lidt tilbage stod to drenge med deres eksede forhjul. Vi stoppede fordi jeg bad om det og bortset fra skrammer og at jeg tog nøglen ud af motorcyklen og gav den til føreren var det mest min chauffør der gennede de to drenge væk (så motorcyklisten ikke skulle begynde at anklage dem) og han bad motorcyklisten om at skynde sig hjem inden smerterne begyndte. 

Arif havde vagt og hentede mig efter en jeg havde været en kort tur til Dhaka for at møde personligt op og søge om fornyelse af mit visum. I Dhaka var en anden chauffør hjemme for at møde op i retten hvor han kæmper for at få den grund tilbage som andre har bygget en 'mølle' på. Vores ... CENSURERET ... . 

Arif fortalte mig bagefter at han var holdt op med at stoppe ved trafikuheld. Sidst han havde gjort det og havde kørt en anden motorcyklist til Rangpur, havde han set i bakspejlet, hvordan de 'venlige' mænd der havde hjulpet motorcyklisten og var taget med imod sygehuset havde tømt hans lommer og da de kom frem, var forsvundet med indholdet. At køre bil i giver ikke Arif nok til at betale for trafikofre og han var, sagde han, desuden bange for at nogen ville stjæle bilen hvis han forlod den for at gå med cyklisten ind på sygehuset.

Elin er ved at tage afgangsprøve fra gymnasiet. Da jeg besøgte hende fortalte hun hvordan lærerne for nogen tid siden havde krævet at alle eleverne skulle betale ekstra hver måned - og hun fortalte hvordan de indvilligede imod at lærerne lovede at komme hver dag. Da kun engelsk og bangla lærerne kom, ville eleverne ikke betale og lærerne truede med ikke at lade dem gå op til eksamen. Elin er handlekraftig og fik alle eleverne med til at låse skolen og invitere den lokale avis. Skolen bøjede sig, men kun indtil den afsluttende prøve hvor de dumpede hende i engelsk. Det var det forkerte fag at bruge til at straffe hende, for hun taler det bedre end hendes lærer og så endte hun med at få næsthøjeste karrakter. Den sidste kamp var om eksamensregistrering der normalt koster to tre tusind; de krævede fem tusind fra hver. Elin vidste at hvis skolen ikke skrev dem op til prøverne vil den ikke få lov til at fortsætte som skole, så også dette slag vandt hun. Afgangseksamen er helt ekstern så resultaterne der kan de ikke ændre, men når hun skal have beviset udleveret kan der komme endnu en kamp.

I Dhaka havde jeg flere gode samtaler med venner der; en af dem ... CENSURERET ... .

I aviserne er der lige nu fortællingen om en journalist der er anklaget for en sammensværgelse imod regeringens 'kronprins'. Jeg kan ikke sige hvad sandheden er bag fortællingerne, men der er ingen tvivl om at sporten i den politiske arena er voldsom og tit voldelig. Den anden 'kronprins', oppositionens, er i 'friviligt' eksil i England hvorfra han deltager med stor iver i kampen om at vinde magten: de verbale anklager der fyger er ofte om fysisk magtmisbrug og økonomisk svindel begået af den anden side i kampen.

En af mine venner spurgte forleden hvordan jeg kan holde ud at være i Bangladesh. Det var det spørgsmål der inspirerede mig til at skrive dette, at fortælle om kampene og dele glæden midt i det hele. 

Jeg kan bedst forklare med en fortælling, denne er om en lille dreng da jeg var på ven ind i en butik i Dhaka hvor jeg var gået hen for at købe syltetøj. Han kom løbende og sagde på hans bedste engelsk 'I'm hungry!' Jeg giver ikke på vej ind i butikker, men købte to store boller. Da jeg kom ud var han væk, og først da jeg kom tilbage efter ti minutter og tre passbilleder så jeg ham - eller var det en anden lille dreng. Han kom imod mig med udstrakt hånd, og da jeg rev posen med bollerne op (for at han ikke skulle kunne sælge dem igen) og spurgte om han ville ha dem, så han sig frygtsomt omkring inden han tog posen og knugede dem mod brystet. 

Jeg har ikke gjort nogen stor forskel for den lille dreng i Dhaka, og somme tider føles det som om det vi gør på LAMB er ligeså lidt. Men vores eksistensberettigelse er et ønske om at ændre den synd, at der i vores verden er nogen der skal slås og tigge eller begge dele for at få mad; vores ønsket er taget fra en linje i Johannesevangeliet om 'at alle skal have liv i overflod.'

Vi har alle anledningerne til og valget om at tage chancen og række ud: til en motorcyklist eller en sulten dreng, hvilken vej vi så end finder dem på. Det er ikke så svært at vise en lille smule kærlighed.

En anden del af svaret på hvordan jeg kan holde ud at være her er ganske enkelt at jeg er blevet (og bliver) elsket meget. Guds kærlighed har givet liv og mening og fællesskab, foruden mad, og venner og alt det jeg har brug for. Jeg oplever den også når elevernes hjerter bobler over i larmende glæde; i stille samtaler når venner og tidligere elever deler deres liv; når naboer og kollegaer deler frugt og grønt fra haven. En stor del af den kærlighed jeg møder er fra de mange i Danmark (og andre steder) der følger med, som støtter op med forbøn, med interesse og med penge så jeg kan leve her. Mine forældre, søskende og min søsters familie og listen kunne fortsætte... 

Nej, det er ikke svært at vise en lille smule kærlighed når man har fået så megen kærlighed selv - og det er derfor vi er her.

Fattigdom og håb

På vej hjem fra Dhaka i lørdags blev jeg mindet om hvor beskyttet et liv jeg lever her på LAMB; langt fra storbyen og på nogen måder langt fra håbløs fattigdom. Som man kan læse i vores nye brochure (snart) tilgængelig her, rækker LAMBs indflydelse langt omkring. Vores omkring 1000 ansatte arbejder direkte eller indirekte med at øge fattiges selvstændighed og med at bringe lindring og helbred til syge. Derfor har de, i modsætning til nogen af dem jeg traf på stationen i Dhaka, håb.

Min kollega var ikke enig med mig om hvor tidlig vi skulle tage fra kontoret og vi endte med at have to timer til at betragte livet der. De første vi mødte var en familie med to små børn. De havde været i hovedstaden for at deres fireårige datter kunne blive undersøgt for en hjertefejl. Nu skulle de hjem for at se om de kan finde de to årslønninger det koster at få hende opereret. Der var også en mand med en spastisk lammelse som solgte sæbeposer (meget praktiske til at hænge over en vandhane) - han fik to taka (ca 14 øre) for hver pose han solgte men jeg så ikke andre der købte. Der var utallige tiggere: gamle mænd, nogle få kvinder og en masse drenge.

En af drengene havde hvad der lignede et brandsår under knæet, hele benet var stivt og han bevægede sig ved at skubbe sig fremad mens han sad ned. Jeg havde forventet at han ville komme tæt på for at bede om penge, men han skyndte sig forbi - min nationale kollega kommenterede at tiggerne var styret af en organisation som udnyttede dem økonomisk.


Der er også selvstændige fattige med håb i Dhaka - drengen på billedet var en af dem. Min kollega lånte min telefon til at tage et billede af ham, og derefter hørte vi hans historie. Han gik i tredje klasse og bidrog til familiens overlevelse ved at sælge vand på stationen om aftenen.

Da toget endelig kom fik vi os mast ind på første klasse. I kupeen var der to ældre mænd, den ene med en nevø og den anden med en lille pige som rejsekammerater. Den første var lige blevet hjerteopereret og havde derfor meget at dele med min kollega som selv fornyligt har fået en metalring sat ind i kranspulsåren. I køjen over den ande gamle mand (han var gammel!) lå pigen på ikke mere end ti år. I modsætning til ham lå hun direkte på det imiterede lædersæde og prøvede at sove lade som om hun sov.

Næste morgen var toget sent nok til at vi ikke kom frem i mørket og tidlig nok til at jeg kunne komme hjem, få et bad og komme på arbejde. Jeg havde gættet svaret men spurgte alligevel pigen hvilken klasse hun gik i. Jeg ville bruge anledningen til at spørge den gamle mand hvorfor han ikke sendte sin tjenestepige i skole. Han hævdede at hun skam gik i aftenskole nær deres hjem og kan ikke afvise at der er en lille smule sandhed i det, men hun får helt sikkert ikke noget man kan kalde "rigtig skolegang."

Sådan en tur, hvor magtesløsheden og fattigdommen trænger sig på, er en sort kontrast til LAMB. På LAMB er vi - og I - med til at gøre en forskel, i et hjørne af Bangladesh hvor der bor ligeså mange mennesker som i hele Danmark.


Kom og vær med 
Fra næste år har vi på skolen brug for en eller to fysik, kemi og engelsk lærere til de ældste klasser og for en eller to historie, geografi og engelsk lærere til tredje til sjette klasse. Der er også brug for personale på sygehuset, i administrationen og i udviklingsafdelingen. LAMB tager godt imod udlændinge men betaler ingen løn. Vi udenlandkske medarbejdere er normalt sendt og betalt af vore hjemsogn(e) og menighed(er). Du skal kunne engelsk og du skal kunne se meningen med undervisning i sig selv, og i at arbejde på en skole der støtter andre i at bidrage professionelt til udviklings og sundhedsarbejde. Der er også andre ledige stillinger og muligheder for at være en mere aktiv del af vores vision om at tjene Gud ved at være en del af de forandringer de fattige har brug for. Se mere på LAMBs hjemmeside.

Uddannelse og engle

Midt i august får de bengalske ‘gymnasieelever’ deres eksamensresultater. Det er alt sammen skriftlige prøver som bliver rettet eksternt – bortset fra ‘praktiske’ prøver i videnskabsfagene, som består i at de afleverer tegninger kopieret i hånden fra skolebøgerne.

Allerede i juni, efter den sidste eksamen var overstået begyndte mange at forberede sig til optagelsesprøver på drømmestudiet – medicin eller ingeniør studierne er de mest populære.

Mange af mine tidligere elever og bekendte håber på det der kan blive en adgangsbillet til et liv med den sikkerhed en profession kan give: forskellen mellem et liv på randen af fattigdom og håbet om en mere sikker tilværelse.

For et par dage siden kom en af mine bekendte fra `vores´ landsby på besøg, han har bedt til Gud om muligheden for at læse videre og er kommet ind på ”medical assistant”  studiet der giver ham adgang til at tilbyde simple lægelig behandling.

Han manglede næsten 400.000 taka – tre-fire årsindtægter for hans far – et beløb som jeg ikke kan give. Jeg havde lige modtaget en gave på 35.000 (2.500 kroner) på min konto i Danmark. Da jeg sagde han måtte få dem blev han overstrømmende glad og bad mig fortælle giveren i Danmark at hun er blevet en engel fra Gud for ham.

En mand havde 100 får

Jewel stoppede mig ved baneoverskæringen da jeg var på vej hjem. Som de sidste par gange jeg har mødt ham var hans første spørgsmål om jeg kunne huske hans navn. Jeg er ikke godt til at huske navne, men fordi han har spurgt flere gange nu glæmmer jeg det forhåbentlig vis ikke lige med det samme.
Det var dog noget andet der lå teenageren på sinde og han gik hurtigt videre og spurgte hvorfor vi på LAMB havde ansat 'vore egne' og ikke andre kvalificerede ansøgere. Vi fik os en god snak om hvordan jeg håber vi ansætter de bedst egnede, og medgav at somme tider er det nemmere at stole på dem man kender, og at dem der allerede har arbejdet på LAMB jo kender systemerne og derfor hurtigere kan sætte sig ind i tingene - Jewel var enig i det meste af hvad jeg sagde, også at hvis vi ansatte dem han havde snakket om ville det heller ikke være fair.
Vi går meget op i at der skal være åbenhed omkring alt det vi gør, at alle skal vide at vi gør det som er ret og retfærdigt i Guds og menneskers øjne.
Det var først da jeg kom hjem at jeg hørte hvad Jewel havde spurgt om: hvorfor vi ikke ansætter andre kvalificerede ansøgere ... som de to cand. mager han kender som ikke kunne få arbejde og som nu er blevet stofmisbrugere og involveret i kriminalitet.
Jewels spørgsmål som jeg tog som en anklage om unfair ansættelse på LAMB var måske en anklage, men han gav først og fremmest udtryk for en bekymring som jeg tror Gud deler med ham, en bekymring for to af hans bekendte der er fortabt.