Det er ikke svært at vise en lille smule kærlighed når man har fået så megen kærlighed selv

Motorcyklen lå midt på den modsatte kørebane, motorcyklisten stod ved siden af og lidt tilbage stod to drenge med deres eksede forhjul. Vi stoppede fordi jeg bad om det og bortset fra skrammer og at jeg tog nøglen ud af motorcyklen og gav den til føreren var det mest min chauffør der gennede de to drenge væk (så motorcyklisten ikke skulle begynde at anklage dem) og han bad motorcyklisten om at skynde sig hjem inden smerterne begyndte. 

Arif havde vagt og hentede mig efter en jeg havde været en kort tur til Dhaka for at møde personligt op og søge om fornyelse af mit visum. I Dhaka var en anden chauffør hjemme for at møde op i retten hvor han kæmper for at få den grund tilbage som andre har bygget en 'mølle' på. Vores ... CENSURERET ... . 

Arif fortalte mig bagefter at han var holdt op med at stoppe ved trafikuheld. Sidst han havde gjort det og havde kørt en anden motorcyklist til Rangpur, havde han set i bakspejlet, hvordan de 'venlige' mænd der havde hjulpet motorcyklisten og var taget med imod sygehuset havde tømt hans lommer og da de kom frem, var forsvundet med indholdet. At køre bil i giver ikke Arif nok til at betale for trafikofre og han var, sagde han, desuden bange for at nogen ville stjæle bilen hvis han forlod den for at gå med cyklisten ind på sygehuset.

Elin er ved at tage afgangsprøve fra gymnasiet. Da jeg besøgte hende fortalte hun hvordan lærerne for nogen tid siden havde krævet at alle eleverne skulle betale ekstra hver måned - og hun fortalte hvordan de indvilligede imod at lærerne lovede at komme hver dag. Da kun engelsk og bangla lærerne kom, ville eleverne ikke betale og lærerne truede med ikke at lade dem gå op til eksamen. Elin er handlekraftig og fik alle eleverne med til at låse skolen og invitere den lokale avis. Skolen bøjede sig, men kun indtil den afsluttende prøve hvor de dumpede hende i engelsk. Det var det forkerte fag at bruge til at straffe hende, for hun taler det bedre end hendes lærer og så endte hun med at få næsthøjeste karrakter. Den sidste kamp var om eksamensregistrering der normalt koster to tre tusind; de krævede fem tusind fra hver. Elin vidste at hvis skolen ikke skrev dem op til prøverne vil den ikke få lov til at fortsætte som skole, så også dette slag vandt hun. Afgangseksamen er helt ekstern så resultaterne der kan de ikke ændre, men når hun skal have beviset udleveret kan der komme endnu en kamp.

I Dhaka havde jeg flere gode samtaler med venner der; en af dem ... CENSURERET ... .

I aviserne er der lige nu fortællingen om en journalist der er anklaget for en sammensværgelse imod regeringens 'kronprins'. Jeg kan ikke sige hvad sandheden er bag fortællingerne, men der er ingen tvivl om at sporten i den politiske arena er voldsom og tit voldelig. Den anden 'kronprins', oppositionens, er i 'friviligt' eksil i England hvorfra han deltager med stor iver i kampen om at vinde magten: de verbale anklager der fyger er ofte om fysisk magtmisbrug og økonomisk svindel begået af den anden side i kampen.

En af mine venner spurgte forleden hvordan jeg kan holde ud at være i Bangladesh. Det var det spørgsmål der inspirerede mig til at skrive dette, at fortælle om kampene og dele glæden midt i det hele. 

Jeg kan bedst forklare med en fortælling, denne er om en lille dreng da jeg var på ven ind i en butik i Dhaka hvor jeg var gået hen for at købe syltetøj. Han kom løbende og sagde på hans bedste engelsk 'I'm hungry!' Jeg giver ikke på vej ind i butikker, men købte to store boller. Da jeg kom ud var han væk, og først da jeg kom tilbage efter ti minutter og tre passbilleder så jeg ham - eller var det en anden lille dreng. Han kom imod mig med udstrakt hånd, og da jeg rev posen med bollerne op (for at han ikke skulle kunne sælge dem igen) og spurgte om han ville ha dem, så han sig frygtsomt omkring inden han tog posen og knugede dem mod brystet. 

Jeg har ikke gjort nogen stor forskel for den lille dreng i Dhaka, og somme tider føles det som om det vi gør på LAMB er ligeså lidt. Men vores eksistensberettigelse er et ønske om at ændre den synd, at der i vores verden er nogen der skal slås og tigge eller begge dele for at få mad; vores ønsket er taget fra en linje i Johannesevangeliet om 'at alle skal have liv i overflod.'

Vi har alle anledningerne til og valget om at tage chancen og række ud: til en motorcyklist eller en sulten dreng, hvilken vej vi så end finder dem på. Det er ikke så svært at vise en lille smule kærlighed.

En anden del af svaret på hvordan jeg kan holde ud at være her er ganske enkelt at jeg er blevet (og bliver) elsket meget. Guds kærlighed har givet liv og mening og fællesskab, foruden mad, og venner og alt det jeg har brug for. Jeg oplever den også når elevernes hjerter bobler over i larmende glæde; i stille samtaler når venner og tidligere elever deler deres liv; når naboer og kollegaer deler frugt og grønt fra haven. En stor del af den kærlighed jeg møder er fra de mange i Danmark (og andre steder) der følger med, som støtter op med forbøn, med interesse og med penge så jeg kan leve her. Mine forældre, søskende og min søsters familie og listen kunne fortsætte... 

Nej, det er ikke svært at vise en lille smule kærlighed når man har fået så megen kærlighed selv - og det er derfor vi er her.

Fattigdom og håb

På vej hjem fra Dhaka i lørdags blev jeg mindet om hvor beskyttet et liv jeg lever her på LAMB; langt fra storbyen og på nogen måder langt fra håbløs fattigdom. Som man kan læse i vores nye brochure (snart) tilgængelig her, rækker LAMBs indflydelse langt omkring. Vores omkring 1000 ansatte arbejder direkte eller indirekte med at øge fattiges selvstændighed og med at bringe lindring og helbred til syge. Derfor har de, i modsætning til nogen af dem jeg traf på stationen i Dhaka, håb.

Min kollega var ikke enig med mig om hvor tidlig vi skulle tage fra kontoret og vi endte med at have to timer til at betragte livet der. De første vi mødte var en familie med to små børn. De havde været i hovedstaden for at deres fireårige datter kunne blive undersøgt for en hjertefejl. Nu skulle de hjem for at se om de kan finde de to årslønninger det koster at få hende opereret. Der var også en mand med en spastisk lammelse som solgte sæbeposer (meget praktiske til at hænge over en vandhane) - han fik to taka (ca 14 øre) for hver pose han solgte men jeg så ikke andre der købte. Der var utallige tiggere: gamle mænd, nogle få kvinder og en masse drenge.

En af drengene havde hvad der lignede et brandsår under knæet, hele benet var stivt og han bevægede sig ved at skubbe sig fremad mens han sad ned. Jeg havde forventet at han ville komme tæt på for at bede om penge, men han skyndte sig forbi - min nationale kollega kommenterede at tiggerne var styret af en organisation som udnyttede dem økonomisk.


Der er også selvstændige fattige med håb i Dhaka - drengen på billedet var en af dem. Min kollega lånte min telefon til at tage et billede af ham, og derefter hørte vi hans historie. Han gik i tredje klasse og bidrog til familiens overlevelse ved at sælge vand på stationen om aftenen.

Da toget endelig kom fik vi os mast ind på første klasse. I kupeen var der to ældre mænd, den ene med en nevø og den anden med en lille pige som rejsekammerater. Den første var lige blevet hjerteopereret og havde derfor meget at dele med min kollega som selv fornyligt har fået en metalring sat ind i kranspulsåren. I køjen over den ande gamle mand (han var gammel!) lå pigen på ikke mere end ti år. I modsætning til ham lå hun direkte på det imiterede lædersæde og prøvede at sove lade som om hun sov.

Næste morgen var toget sent nok til at vi ikke kom frem i mørket og tidlig nok til at jeg kunne komme hjem, få et bad og komme på arbejde. Jeg havde gættet svaret men spurgte alligevel pigen hvilken klasse hun gik i. Jeg ville bruge anledningen til at spørge den gamle mand hvorfor han ikke sendte sin tjenestepige i skole. Han hævdede at hun skam gik i aftenskole nær deres hjem og kan ikke afvise at der er en lille smule sandhed i det, men hun får helt sikkert ikke noget man kan kalde "rigtig skolegang."

Sådan en tur, hvor magtesløsheden og fattigdommen trænger sig på, er en sort kontrast til LAMB. På LAMB er vi - og I - med til at gøre en forskel, i et hjørne af Bangladesh hvor der bor ligeså mange mennesker som i hele Danmark.


Kom og vær med 
Fra næste år har vi på skolen brug for en eller to fysik, kemi og engelsk lærere til de ældste klasser og for en eller to historie, geografi og engelsk lærere til tredje til sjette klasse. Der er også brug for personale på sygehuset, i administrationen og i udviklingsafdelingen. LAMB tager godt imod udlændinge men betaler ingen løn. Vi udenlandkske medarbejdere er normalt sendt og betalt af vore hjemsogn(e) og menighed(er). Du skal kunne engelsk og du skal kunne se meningen med undervisning i sig selv, og i at arbejde på en skole der støtter andre i at bidrage professionelt til udviklings og sundhedsarbejde. Der er også andre ledige stillinger og muligheder for at være en mere aktiv del af vores vision om at tjene Gud ved at være en del af de forandringer de fattige har brug for. Se mere på LAMBs hjemmeside.

Uddannelse og engle

Midt i august får de bengalske ‘gymnasieelever’ deres eksamensresultater. Det er alt sammen skriftlige prøver som bliver rettet eksternt – bortset fra ‘praktiske’ prøver i videnskabsfagene, som består i at de afleverer tegninger kopieret i hånden fra skolebøgerne.

Allerede i juni, efter den sidste eksamen var overstået begyndte mange at forberede sig til optagelsesprøver på drømmestudiet – medicin eller ingeniør studierne er de mest populære.

Mange af mine tidligere elever og bekendte håber på det der kan blive en adgangsbillet til et liv med den sikkerhed en profession kan give: forskellen mellem et liv på randen af fattigdom og håbet om en mere sikker tilværelse.

For et par dage siden kom en af mine bekendte fra `vores´ landsby på besøg, han har bedt til Gud om muligheden for at læse videre og er kommet ind på ”medical assistant”  studiet der giver ham adgang til at tilbyde simple lægelig behandling.

Han manglede næsten 400.000 taka – tre-fire årsindtægter for hans far – et beløb som jeg ikke kan give. Jeg havde lige modtaget en gave på 35.000 (2.500 kroner) på min konto i Danmark. Da jeg sagde han måtte få dem blev han overstrømmende glad og bad mig fortælle giveren i Danmark at hun er blevet en engel fra Gud for ham.

En mand havde 100 får

Jewel stoppede mig ved baneoverskæringen da jeg var på vej hjem. Som de sidste par gange jeg har mødt ham var hans første spørgsmål om jeg kunne huske hans navn. Jeg er ikke godt til at huske navne, men fordi han har spurgt flere gange nu glæmmer jeg det forhåbentlig vis ikke lige med det samme.
Det var dog noget andet der lå teenageren på sinde og han gik hurtigt videre og spurgte hvorfor vi på LAMB havde ansat 'vore egne' og ikke andre kvalificerede ansøgere. Vi fik os en god snak om hvordan jeg håber vi ansætter de bedst egnede, og medgav at somme tider er det nemmere at stole på dem man kender, og at dem der allerede har arbejdet på LAMB jo kender systemerne og derfor hurtigere kan sætte sig ind i tingene - Jewel var enig i det meste af hvad jeg sagde, også at hvis vi ansatte dem han havde snakket om ville det heller ikke være fair.
Vi går meget op i at der skal være åbenhed omkring alt det vi gør, at alle skal vide at vi gør det som er ret og retfærdigt i Guds og menneskers øjne.
Det var først da jeg kom hjem at jeg hørte hvad Jewel havde spurgt om: hvorfor vi ikke ansætter andre kvalificerede ansøgere ... som de to cand. mager han kender som ikke kunne få arbejde og som nu er blevet stofmisbrugere og involveret i kriminalitet.
Jewels spørgsmål som jeg tog som en anklage om unfair ansættelse på LAMB var måske en anklage, men han gav først og fremmest udtryk for en bekymring som jeg tror Gud deler med ham, en bekymring for to af hans bekendte der er fortabt.

Tid til tak for tiden

Her de sidste dage af vinteren er det blevet tid til at tage afsked med mine forældre. Det er fløjet hertil som trækfugle fra det kolde nord og jeg har lyst til at sige tak for deres besøg. 

Det er godt at have forældre, og når mine kommer til LAMB kan de med deres sprogkundskaber, kogekunst, hjælpsomhed og kreativitet give meget til os alle. De kan kommunikere uden det store besvær og hjælpe mig til at genopfriske danskkundskaberne; de kan tale med naboer og venner og de handlende. Jeg bliver fedet op både fordi maden er god, fordi jeg ikke selv skal løbe hen efter den og fordi der er mere af den når der kommer gæster og vi selv går på besøg, noget som sker mere når de er her; min far har hjulpet med en masse erinder og reparationer som har gjort livet lidt lettere nu, og langt fremover; kreativiteten er nok mest min mors, både med madlavning, strikkepinde og når gammelt papir og emballage bliver omdannet til kunstfærdige tasker. 

Der er ingen tvivl om at disse ting er verdifulde for os alle på LAMB og ikke mindst jeg bliver forkælet. Alligevel tror jeg det vigtigste de giver, og det de bliver elsket for er at de giver deres tid, tid til gåture med kollegaer, tid til at lytte til patienter på hospitalet, tid til at fortælle om gamle dage og om Danmark og tid til at vise andre hvordan man laver dette og hint. 

Tid er noget de har givet meget af og jeg tror ikke jeg har haft mindre til dem jeg bor og arbejder sammen med. Det er blevet tid til at de tager tilbage til Danmark igen og derfor tid for mig til at sige tak.

Julen 2013

Rigtig glædelig jul og velsignet nyt år ønskes du og alle dine her fra Bangladesh.

Det er godt at være tilbage i Bangladesh og i fuld sving på LAMB igen; der er masser af udfordringer og endnu flere glæder. Der har været næsten non-stop blokader og strejker siden sidst i oktober hvor den nuværende regering ifølge den sidste grundlov skulle have sluppet taget i magtapparatet. Regeringen har to-tredjedels flertal og har brugt dette til at ændret grundloven så de har ’ret’ til at blive.

Oven i valgkampen kommer at en krigsforbryder domstol med fyrre års forsinkelse har afsagt domme for krigsforbrydelser. Flere af de dømte er højt placerede i et af oppositionens støttepartier så da regeringen valgte at eksekvere en af dommene torsdag d 12 december eskalerede volden.

Der har været mange dødsfald i direkte kampe, men det er svært at sige hvor mange af de patienter som f.eks. ikke kan komme til LAMB der dør som følge af strejkerne. Ifølge en læge er antallet af akutte indlæggelse hvor vores personale redder liv faldet fra fire til en om dagen. Det er umuligt at sige hvor mange af dem der ikke kommer der dør; men det er sandsynligt at en stor del gør.

Kampen står om hvem der kontrollerer det ’frie’ demokrati og som derfor kan påvirke valgets udkomme. Det bedste man kan sige om situationen er at mistilliden mellem de forskellige partier er gensidig.

Det er tankevækkende kontrast nu som verden mindes Nelson Mandela og den sydafrikanske forsoningsproces. Opgøret med fortiden er nødvendigt, men hvor ville det være dejligt hvis det havde været i forligelsens og ikke i hævnens ånd: hvis der havde været tanker om at genoprette retfærdighed og ikke blot at få gengæld.

Alle burde skynde sig at søge forligelse med deres naboer for at få tilgivelse. Det overvældende flertal i landet tror at Gud ikke tilgiver den synder som den der er syndet imod ikke først har tilgivet. Men det synes ikke at være den konsekvens politikerne tager.

På skolen har vi haft juleafslutning og sammen med hele LAMB Bangladesh’ befrielse den 16 december. På billedet er tre sygeplejestuderende udklædt som frihedskæmpere.

Jeg får lov til at arbejde med forligelse både i praksis og igennem mine fortsatte studier. Det er en velsignelse at se selv små skridt imod genoprettelse af samliv og fællesskab.

Det forsknings-etiske råd på LAMB har i princippet godkendt mit forskningsprojekt som handler om forligelse i Bangladesh. Det var overraskende positivt at fremlægge og debattere udkastet med rådet. De havde masser af gode ideer og input; f.eks. blev vi enige om at en voldelig valgkamp måske ikke er det bedste tidspunkt at spørge folk om deres erfaringer med forligelse, mest fordi det også handler om konflikter. Komiteen åbnede for at jeg også kan inddrage ’fredsmæglere’ da en af dem i komiteen udbrød ’det vil jeg gerne’ (på bangla) da en af de andre sagde at jeg aldrig ville få nogen til at indvillige i at deltage.

Juleevangeliet handler om at Gud kom med budskab om fred og frelse og som en lærer kollega mindede os om forleden er Kristi budskab ligeså relevant for os i dag som nogensinde her i Bangladesh.

Lukas 2:10-14.

¹⁰ ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: ¹¹ I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. …  ¹⁴ Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

En af de store udfordringer for familier her i Bangladesh er at betale for børnenes skolegang. Somme tider føles det som om familierne vælger at spænde sig selv lidt for hårdt for. Det er tilfældet hvad enten det er nogen der kun lige har råd til det allermest fornødne, eller det er dem der har rigeligt; som Rockerfeller engang svarede da han blev spurgt om hvor meget han skulle have for at have nok ’Lidt til.’

En af mine naboer har en datter som er kommet ind på sygeplejeskolen; de har ikke de 1000 kroner der skal til for at kunne betale hendes optagelse. LAMBs ledelse diskuterede om vi kunne lave en undtagelse for familien, men det er svært at gøre fordi det vil underminere indsatsen for at få hendes bedre stillede onkel til at tage medansvar og fordi nogen mener det vil opmuntre forældrene til fortsat at bruge lige lidt mere end det de tjener.

En anden udfordring lige i øjeblikket er en patient som blev samlet op af en af vore medarbejdere; manden er mental patient og har ingen familie der vil kendes ved ham og for at vi kan håndtere ham er han låst inde fordi han er voldelig imod vore medarbejdere. Desværre har vi ikke ekspertise til at behandle andet end de fysiske problemer og nu da han fysisk set er rask, har vi forgæves forsøgt at få ham indlagt på et psykiatrisk hospital. Der er ingen der vil tage ham fordi han ikke har nogen steder at komme hen efter endt behandling.

 

I vores teen gruppe har vi lige haft juleafslutning med bål og snobrødsbagning. Det er en stor fornøjelse at se dem organisere og fejre både julen og markere afsked med nogle af dem der har været med men som nu flytter væk.

Tak Gud for

At Kristus kom med frelse, fred og forsoning

Besøg af mine forældre fra Danmark

Anledninger til at fortsætte med mine studier og til at forsøge at bruge det ind i vores virkelighed her

Bed for

En løsning på den politiske krise i Bangladesh

Fred og forsoning imellem de politiske partier og frelse for de truede mindretal

Visdom og evner til at gøre en forskel

Kendskab til hvordan Gud tilgiver og ønsker at vi skal tilgive

Vennebrev September 2013

Kære venner og forbedere!

Efter at have set årstiderne i England, er jeg nu på vej tilbage til Bangladesh. Jeg har lært om ret, retfærdighed, fortale og forligelse. Studierne har givet anledning til at læse om udfordringer og indsigt fra eksperter i mange lande, men to ting, der har gjort det ekstra godt, har været, at jeg har ikke bare fået lov til, men det har været en fast del at søge et Bibelsk perspektiv og at tænke over, hvordan det hele kan blive relevant for vores verden, som den ser ud i Bangladesh.

Nu er de indledende anstrengelser overstået. Jeg har afleveret 36.000 ord fordelt på en masse små og store essays, og når jeg har holdt et par ugers pause efter den sidste aflevering sidst i august, kan jeg begynde på min masterafhandling som skal handle om de værdier, der fremmer forligelse i vores kultur i og omkring LAMB i Bangladesh.

På skolen er min afløser og hans kone blevet så glade for det, de laver, at de har indvilliget i at blive endnu et år. De tilbagemeldinger jeg har fået har været positive, og de har mod og lyst til at arbejde med os på fortsat udvikling af kvaliteten i undervisningen. Det er et stort privilegium, at de bliver, og jeg er glad for udsigten til at have tid til at arbejde videre på min masteropgave.

I Bangladesh er det valgår nu, og somme tider bliver valgkampen taget lidt for bogstaveligt. Valgkampen er blevet præget af, at der er afsagt en række domme over formodede krigsforbrydere fra 1971, da Bangladesh blev løsrevet fra Pakistan.

Jeg undrer mig over, at jeg ikke har set mere i valgkampen omkring fabrikskollapset i foråret; det ville være godt, hvis der bliver arbejdet på sikkerheden i de mange fabrikker i landet, og det kan det jo også være, at der bliver, selvom jeg ikke har hørt om det.

På LAMB har vi fået ny direktør, imens jeg har været væk. Jeg kender Steve og Chuanne Withington fra den gang, de arbejdede på Spedalskhedsmissionens projekt i Nilphamari. (Jeg nævner det her fordi nogle af jer måske kender dem.)

Ellers ved jeg, at skolen har fået lidt flere elever igen. Der er 16 nye i børnehaven, afgangsklassen havde kun fem elever, og selvom enkelte andre er rejst, er tallet steget en lille smule igen.

Vores udfordring er stadig at sikre elevernes videre uddannelse efter LAMB. Hvad skal de bruge deres evner til at tænke og analysere til, hvis de skal fortsætte i videregående uddannelse, hvor det kun er udenadslære der tæller?

Det er specielt svært for pigerne, fordi forældrene føler sig utrygge ved at sende deres teenagere til steder, hvor de ikke kan sikre dem imod forførelse og overfald.

I august har jeg været i Danmark og har besøgt og mødt familie og venner. Tak til alle jer, der tog kontakt og gav mig tid. Desværre er der mange, jeg ikke har kunnet nå at se, blandt andet fordi jeg også har arbejdet på mine sidste to afleveringer.

Det har været opmuntrende at se den store bevidsthed, der er i kirken omkring det at række ud til de svageste i samfundet. Det er i tråd med det, Jesus ville, da han ved begyndelsen af sin gerning læste fra Esajas og det vidner om den Ånd han har sendt til os.

Lukas 4:18-19.

¹⁸ Herrens ånd er over mig fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, ¹⁹ for at udråbe et nådeår for Herren. …

²¹ “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører gået i opfyldelse.”  …

Tak Gud for

Et år til studie og fordybelse

For afløsere, som har forlænget og andre kollegaer på LAMB

For elever, der er kommet ind på videregående uddannelse

Bed for

Godt gensyn med Bangladesh

Arbejde sammen med min afløser

Politisk ro og tryghed op til valget først i 2014

Regn og hagl

Vi har forårsstorme i Bangladesh, somme tider orkaner, med lyn, torden, regn og hagl og somme tider vinde der driver havvand ind over land og vælter træer og river tage af huse. Den slags vejr har vi både omkring det bengalske nytår og igen omkring november.

Natten til i går havde vi en sådan storm, den bragede løs, men jeg sov så godt som nogen sinde og vågnede først klokken otte. Så længe har jeg ikke sovet i måneder. Da jeg vågnede, fredag morgen, var det stille i Bashundhara hvor jeg bor, alt for stille.

Omkring klokken halv to var en af vore sygeplejersker død. Hun var blevet forbrændt på imellem 60 og 70 % af kroppen og det var bare et spørgsmål om tid inden hun ville dø. Jeg hørte om stormen fordi en kollega sagde at den begyndte lige efter hun døde og at det var Gud der græd. Det var derfor det var stille i Bashundhara.


I dag lørdag har det også regnet, vi har fået haft to byger hvor det har øst ned i en halv time hver gang. Til forskel fra sidste regn, har denne været regntids regn, min definition er regn der falder lige ned fordi det ikke blæser samtidig. Regntiden er skemalagt til at begynde d 15 juni, så jeg regner med at dette er en falsk start, men hvem ved.

Promilla, min hushjælp, er ked af at det regner sådan, for risen skulle være høstet i morgen. Nu må de se om det bliver på mandag i stedet så vi beder om at det ikke regner igen inden høsten er i hus. Det er ellers dejligt køligt når det regner - og kedeligt varmt og lummert når det ikke gør.

På billedet kan man se at haglene var op til 3 cm høje. Flere var over 6 cm lange. Jeg går ud fra at de var lige høje indtil de ramte jorden og takkerne på undersiden brækkede af. Indtil den 1 maj da disse hagl faldt, vidste jeg ikke at hagl kunne være så takkede som disse.

Jeg har tid og råd til at undres og undersøge både regn og hagl. Promilla - og resten af landets landmænd - frygter hvad der sker med de afgrøder der stadig står på deres marker.

Tid

Det er en lørdag i april, men ikke en lørdag som de sidste mange. I dag er ikke anderledes fordi jeg har været til bryllup, selvom gommen er en af drengene fra nabolaget. Det er heller ikke fordi min familie fejrer fødselsdage i Danmark.

I dag er anderledes fordi jeg har haft tid, tid til at sove indtil jeg vågnede - for nogen er 6:45 ikke sent, men for mig var det godt. Jeg havde tid til at lave gymnastik, holde morgenandagt og til at spise en langsom morgenmad inden jeg gik på kontoret.

Jeg havde tid til at snakke med de medarbejdere der var kommet på kontoret i dag og drikke en kop kaffe sammen med dem.

Jeg havde tid til at gå tidligt til bryllup da strømmen gik og jeg ikke kunne fortsætte på min computer. Der var tid til at jeg kunne have snakket med andre gæster - hvis ikke det havde været for musikken som gjorde det lidt svært at føre samtaler, men så var der tid til at iagttage de mange glade ansigter.

Jeg havde tid til at gå en længere vej hjem efter bryllupet for at tage billeder af at de graver vores lille flod ud - den kommer til at blive så bred - hvis de får gravkoen repareret. Jeg havde også tid til at gå forbi en kollegas byggeplads for at se hvor langt de er kommet med deres nye hus; taget er klar til at blive støbt på fredag. 

I vores teengruppe har vi snakket om alt det Gud har givet os og om hvordan vi kan bruge det til at tjene Ham. Teenagerne har lavet plakater som viser hvordan vi kan bruge den tid, de penge, deres evner, deres kroppe, og deres arbejde og endog deres problemer til at tjene Gud.

Jeg tror ikke vi fandt noget nyt og revolutionerende. Det ville have gjort mig stolt hvis nogen af teenagerne havde vist at de forstår at de selv har fået en masse som de kan give videre af, de har noget til i dag, til i morgen og i lang tid endnu. 

Det gør mig ikke så meget at de ikke er nået dertil endnu, for vi har tid til at fortsætte med at holde teengruppe sammen.

Vildkatte

Jeg ved ikke om jeg skulle frygte for at blive arresteret for at have spist udrydningstruet kød til middag i dag. 


Da min kok satte karryen på bordet sagde hun havde noget at fortælle mig.
Det vendt sig lidt i mig da hun sagde der var vildkat i karryen, men det smagte ganske udmærket og nu har jeg inviteret gæster til på mandag så de også kan smage det... 


Jeg anede ikke at der levede den slags dyr i min fryser, men Promilla, min kok, sagde hun nok skulle tage det med hjem hvis jeg ikke ville spise det...det er den slags, fortsatte hun, som de rige ikke kan betale sig til at få og hun mente ikke det er ulovligt at jage dem i denne del af landet.


(Katten på billedet er fra for længe siden da de skød en hos min nabo. Det er måske en Prionailurus bengalensi, men det er svært at sige.)

Lydighed og glæde

Vi har haft teen-gruppe i dag. Det har vi hver fredag, men i dag er vi kommet i gang med et kursus hvor vi alle skal søge Guds plan og mål for vores menighed, samfund og familie og så derefter planlægge en ting vi hver især kan gøre for at fremme dette mål.
Der var ikke så mange i dag, konkurrencen fra den lokale cricket turnering er hård, men dem der var der gav os en god samtale om ting vi kan ændre; en pige ønskede at familien skulle holde andagt sammen hver aften, hendes plan er at snakke med forældrene om det denne uge, en anden ønsker at der kommer flere til møderne og har planlagt at opmuntre hendes venner til det.
I sidste uge snakkede, Deena, som leder teen-gruppen sammen med mig, og jeg om hvad vi ønskede for 2012. Deenas mål for året var at vi i teen-gruppen skal lære at adlyde Gud bedre. Mit ønske er større glæde for alle deltagerne. Det virkede umiddelbart som modsætninger, men i løbet af ugen har jeg tænkt over at de to måske går umådelig godt sammen.
Et af versene i dagens studie var fra Jakobs brev kapitel 1 vers 22 Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere og sammen med det kunne vi have '.. søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.' fra Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 33.
Bed om at alle i teen-gruppen må kende både at søge Guds rige og mærke den glæde Gud giver.

Adresser

Lige en kort besked fra Bangladesh om at min email adresseliste til mine sjældne vennebreve er gået tabt. Min bror har forsøgt at genoprette den, men der mangler mange.
Hvis du ikke har fået et vennebrev omkring den 20. august 2011, send da venligst en mail til mit vennebrev på 'chr. ven nebre v (snabel a) m bv . dk'. (Mail til denne adresse besvares ikke.)
Du kan også sende en mail til mig på 'ch ris tian . lam b (snabel a) gmai l .com'.
Fjern alle mellemrum i adresserne og erstat (snabel a) med @.
Så sender jeg brevet til dig.

Troskab og sandhed

For to dage siden fandt jeg det følgende vers som jeg har lyst til at dele med alle. Verset er her;

Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
Salme 85 v11

Det kræver en forklaring.

På LAMB er vi i spænding fordi vi ikke kan opfylde lovens ord og derfor få regeringsgodkendelse til at drive sygehus, skole eller de andre dele af LAMB. F.eks. skal der være mindst en læge per tre senge på sygehuset og vi skal have mindst 125 elever i sjette til ottende klasse på skolen. Indtil vi opfylder kravene er vi teknisk set ulovlige.

Bortset fra at der formentlig ikke er ret mange der opfylder disse krav her i landet og da slet ikke regeringen er der i hvert fald to problemer; hvordan begynder man at bygge en skole når man først kan få tilladelsen til det når den er bygget? og hvordan driver man et sygehus hvor de fattige kan betale for behandlingen med så mange læger.

Det verste der kan ske er at regeringen lukker LAMB, retsforfølger de ansatte, smider de nationale ledere i fængsel og udlændingene ud af landet.

Vi er alle enige om at vores opgave her er, 'At tjene Gud igennem arbejde for fattige og underpriviligerede, specielt kvinder og børn i det nordlige Bangladesh.' Vi er også enige om at vi som kristne skal opfylde landets love.
Spændingen i ledelsen af LAMB ligger imellem at stole på at Gud vil give os de tilladelser vi har brug for ud fra devisen; Når Guds folk gør Guds arbejde i Guds tid og på Guds måde sørger Gud for de nødvendige resurser. Vist nok et citat af Kinamissionæren, Hudson Taylor.
På den anden side er der ønsket om at beskytte vore ansatte og sikre at vi kan fortsætte med at gøre Guds gerning iblandt de fattige i landet ved at betale det regeringens repræsentanter kræver. En sådan betaling ses som afpresning og som en måde at vise ansvarlighed på i forhold til vore medarbejdere og brugere.

Jeg ved ikke hvad løsningen på vores dilemma er. Der er ingen tvivl om at vi har ansvar for at vise troskab imod og beskytte vore medarbejdere og brugere, der er heller ingen tvivl om at vi ønsker at stole på Gud; Vi har brug for at
'Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.'

Bed for os om at disse værdier må vokse i os, og at vi må modtage dem i rigt mål fra Gud.

Tilbage i Bangladesh

Kære venner i Danmark,

Jeg er nu tilbage og igang på skolen igen efter næsten et halvt år i Danmark.

Jeg ser tilbage på en god tid i Danmark med besøg hos familie og venner. Det var godt igen at blive mindet om at jeg hører sammen med menigheden Danmark og specielt at blive mindet om jeres trofasthed i forbøn for mig.

Det var lidt hårdt at måtte rejse tilbage til Bangladesh lige inden jul, men jeg føler det var den rette beslutning, der er rigtig mange der ikke har fået deres visaer fornyet; nogen enkelte har ventet i et halvt år og de af vore medarbejdere der håndterer ansøgningerne siger det er vanskeligt.

LAMB er desværre begyndt at betale bestikkelse – noget som vi som missionærfællesskab skal snakke sammen om på lørdag – og som vi har brug for visdom til at forholde os til. De (nationale kristne) medarbejdere der arbejder med vore visaer og andre regeringspapirer føler ofte ikke så stærkt som vi at bestikkelse er forkert. Desuden ligger de under for det pres der er i at dem de skal samarbejde med på de offentlige kontorer har kvoter for hvor meget de skal indsamle og betale på stadigt højere niveau i bureaukratiet for at beholde deres stillinger.
Det er lettere for os der er udenfor systemet – udlændinge – at stå imod, og hvor vi har et medansvar er ved ikke at have støttet vore nationale medarbejdere godt nok. Bed for vores samtaler på lørdag.


Tilbage i Bangladesh skal jeg venne mig til en anderledes kultur igen. Den første aften i landet gik jeg på indkøb. Det var først da jeg forlod butikken at det gik op for mig hvorfor mine bekendte – jeg er stamkunde i butikken – så væk og ikke ville snakke med mig som de ellers plejede.
Min søster og hendes familie havde givet mig et kors i fødselsdagsgave og jeg havde ikke tænkt videre over at gå med det, men i Bangladesh hvor flertallet er muslimer bliver der lagt mærke til kors. Bed om at det aldrig må være andet der står imellem mig og mennesker her.

I går aftes i kirken var det godt, igen at være med til at lovsynge på Bangla sammen med menigheden her. Det aller bedste var dog at mødes med teen gruppen igen til fest nytårs aften.

Bed for mig om at jeg må leve så mennesker må se Kristus ligeså tydeligt når de ser mig, som dem i butikken så korset.

Ruth og Boas

I billedserien er det tydeligt at kvinden har travlt med at følge høstfolkene der samler negene ind. Der er en travlhed over hendes arbejde som om hun skal nå noget.
En anden, Ruth, der havde samlet ris på markerne samme dag, fortalte at de kunne samle imellem seks og syv 'se-er', svarende til ca. 3 kg ris hver dag i høstsæsonen.
På spørgsmålet om hvorvidt høstfolkene nogen sinde ville efterlade ris med vilje til dem lo kvinden for så ville denne marks ejer fyre høstfolkene.
Der er måske ikke så stor forskel imellem vor tids fattige og høstfolk og Bibelens Ruth og Boas.

Visa

Tak for forbøn til alle jer der har bedt med om arbejdstilladelse og visa til skolens ansatte. I onsdags fik jeg endelig mit visum. Paradoksalt nok er den praktiske betydning af dette at jeg kan forlade Bangladesh - jeg har været her hele tiden.
Jeg planlægger et forlænget orlov fra juli til december i år. Min niece skal konfirmeres i juli og vi håber at samle hele familien til den første jul sammen i omkring ti år.
Desværre udløber mit nye visa den 26. desember og jeg bliver nødt til enten at komme tilbage til Bangladesh inden den dato, eller risikere ikke at kunne komme tilbage inden jeg kan få en ny arbejdstilladelse og efterfølgende endnu et visa.
Baseret på dette års efaringer kræver det en lille smule tro og en stor Gud.

Godt nytår 1417

Det er skønt at kunne begynde et nyt år flere gange hvert år. I går var begyndte år 1417 i den bengalske kalender. Det begyndte med et brag af en storm der slog mange mennesker ihjæl, rev tage af huse, væltede mure, rykkede træer op eller brækkede dem midt over.
Min gartner fortalte at de lige nåede at flytte sig inden den ene væg væltede. Jeg lærte det nye, at man ikke kan genopbygge en lermur inden efter regntiden er forbi (engang i september måske) og at de derfor må nøjes med bambus og strå indtil da.
Det var dejligt køligt det meste af dagen og udmærket til at gå i optog, spille bingo, holde marked og optræde med sang og dans.
I billedet her bliver det sidste af sidste års ris spist op.

Arbejdstilladelse

Tak til Gud og tak til alle jer der har bedt med om at jeg kunne få min arbejdstilladelse.
I dag har jeg fået et kopi af arbejdstilladelsen som er gyldig indtil 26 december 2010.

Forår i Bangladesh

Det er blevet varmt igen, men ikke så varmt at det gør noget. På en gåtur forleden lagde jeg mærke til hvor smukt her kan være, så for dem der kan lide natur billeder er her et af LAMB set fra øst.
Der er her mange myg, jeg har klasket mindst tyve den sidste time, heldigvis er der ikke malaria eller andre myggebårne sygdomme i denne del af landet så de små bidere er problem der kan affejes med en håndbevægelse.

Solformørkelse

Fra Web album

Jeg troede vi var for langt syd på til at se den totale solformørkelse, men her er et billede og et link til 21 andre billeder så enhver kan se forløbet.
Det var fascinerende at se hvor skarpt lyset var helt til den totale formørkelse og derefter at lytte til naturen (og enkelte hinduer) vågne for anden gang.
Promilla, min hushjælp der nu er kristen, fortæller at solen bliver straffet af Ghona fordi den har sat sig i gæld ved at skabe verden og alt der er i den og ikke kan betale tilbage.
Hinduerne gør derfor alt de kan for at få frigivet solen igen - det ser ud som om det lykkedes...