Christian i Bangladesh

Personlig blog fra Bangladesh

fredag den 20. januar 2012

Lydighed og glæde

Vi har haft teen-gruppe i dag. Det har vi hver fredag, men i dag er vi kommet i gang med et kursus hvor vi alle skal søge Guds plan og mål for vores menighed, samfund og familie og så derefter planlægge en ting vi hver især kan gøre for at fremme dette mål.
Der var ikke så mange i dag, konkurrencen fra den lokale cricket turnering er hård, men dem der var der gav os en god samtale om ting vi kan ændre; en pige ønskede at familien skulle holde andagt sammen hver aften, hendes plan er at snakke med forældrene om det denne uge, en anden ønsker at der kommer flere til møderne og har planlagt at opmuntre hendes venner til det.
I sidste uge snakkede, Deena, som leder teen-gruppen sammen med mig, og jeg om hvad vi ønskede for 2012. Deenas mål for året var at vi i teen-gruppen skal lære at adlyde Gud bedre. Mit ønske er større glæde for alle deltagerne. Det virkede umiddelbart som modsætninger, men i løbet af ugen har jeg tænkt over at de to måske går umådelig godt sammen.
Et af versene i dagens studie var fra Jakobs brev kapitel 1 vers 22 Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere og sammen med det kunne vi have '.. søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.' fra Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 33.
Bed om at alle i teen-gruppen må kende både at søge Guds rige og mærke den glæde Gud giver.

Ingen kommentarer: