Fattigdom og håb

På vej hjem fra Dhaka i lørdags blev jeg mindet om hvor beskyttet et liv jeg lever her på LAMB; langt fra storbyen og på nogen måder langt fra håbløs fattigdom. Som man kan læse i vores nye brochure (snart) tilgængelig her, rækker LAMBs indflydelse langt omkring. Vores omkring 1000 ansatte arbejder direkte eller indirekte med at øge fattiges selvstændighed og med at bringe lindring og helbred til syge. Derfor har de, i modsætning til nogen af dem jeg traf på stationen i Dhaka, håb.

Min kollega var ikke enig med mig om hvor tidlig vi skulle tage fra kontoret og vi endte med at have to timer til at betragte livet der. De første vi mødte var en familie med to små børn. De havde været i hovedstaden for at deres fireårige datter kunne blive undersøgt for en hjertefejl. Nu skulle de hjem for at se om de kan finde de to årslønninger det koster at få hende opereret. Der var også en mand med en spastisk lammelse som solgte sæbeposer (meget praktiske til at hænge over en vandhane) - han fik to taka (ca 14 øre) for hver pose han solgte men jeg så ikke andre der købte. Der var utallige tiggere: gamle mænd, nogle få kvinder og en masse drenge.

En af drengene havde hvad der lignede et brandsår under knæet, hele benet var stivt og han bevægede sig ved at skubbe sig fremad mens han sad ned. Jeg havde forventet at han ville komme tæt på for at bede om penge, men han skyndte sig forbi - min nationale kollega kommenterede at tiggerne var styret af en organisation som udnyttede dem økonomisk.


Der er også selvstændige fattige med håb i Dhaka - drengen på billedet var en af dem. Min kollega lånte min telefon til at tage et billede af ham, og derefter hørte vi hans historie. Han gik i tredje klasse og bidrog til familiens overlevelse ved at sælge vand på stationen om aftenen.

Da toget endelig kom fik vi os mast ind på første klasse. I kupeen var der to ældre mænd, den ene med en nevø og den anden med en lille pige som rejsekammerater. Den første var lige blevet hjerteopereret og havde derfor meget at dele med min kollega som selv fornyligt har fået en metalring sat ind i kranspulsåren. I køjen over den ande gamle mand (han var gammel!) lå pigen på ikke mere end ti år. I modsætning til ham lå hun direkte på det imiterede lædersæde og prøvede at sove lade som om hun sov.

Næste morgen var toget sent nok til at vi ikke kom frem i mørket og tidlig nok til at jeg kunne komme hjem, få et bad og komme på arbejde. Jeg havde gættet svaret men spurgte alligevel pigen hvilken klasse hun gik i. Jeg ville bruge anledningen til at spørge den gamle mand hvorfor han ikke sendte sin tjenestepige i skole. Han hævdede at hun skam gik i aftenskole nær deres hjem og kan ikke afvise at der er en lille smule sandhed i det, men hun får helt sikkert ikke noget man kan kalde "rigtig skolegang."

Sådan en tur, hvor magtesløsheden og fattigdommen trænger sig på, er en sort kontrast til LAMB. På LAMB er vi - og I - med til at gøre en forskel, i et hjørne af Bangladesh hvor der bor ligeså mange mennesker som i hele Danmark.


Kom og vær med 
Fra næste år har vi på skolen brug for en eller to fysik, kemi og engelsk lærere til de ældste klasser og for en eller to historie, geografi og engelsk lærere til tredje til sjette klasse. Der er også brug for personale på sygehuset, i administrationen og i udviklingsafdelingen. LAMB tager godt imod udlændinge men betaler ingen løn. Vi udenlandkske medarbejdere er normalt sendt og betalt af vore hjemsogn(e) og menighed(er). Du skal kunne engelsk og du skal kunne se meningen med undervisning i sig selv, og i at arbejde på en skole der støtter andre i at bidrage professionelt til udviklings og sundhedsarbejde. Der er også andre ledige stillinger og muligheder for at være en mere aktiv del af vores vision om at tjene Gud ved at være en del af de forandringer de fattige har brug for. Se mere på LAMBs hjemmeside.