Det er ikke svært at vise en lille smule kærlighed når man har fået så megen kærlighed selv

Motorcyklen lå midt på den modsatte kørebane, motorcyklisten stod ved siden af og lidt tilbage stod to drenge med deres eksede forhjul. Vi stoppede fordi jeg bad om det og bortset fra skrammer og at jeg tog nøglen ud af motorcyklen og gav den til føreren var det mest min chauffør der gennede de to drenge væk (så motorcyklisten ikke skulle begynde at anklage dem) og han bad motorcyklisten om at skynde sig hjem inden smerterne begyndte. 

Arif havde vagt og hentede mig efter en jeg havde været en kort tur til Dhaka for at møde personligt op og søge om fornyelse af mit visum. I Dhaka var en anden chauffør hjemme for at møde op i retten hvor han kæmper for at få den grund tilbage som andre har bygget en 'mølle' på. Vores ... CENSURERET ... . 

Arif fortalte mig bagefter at han var holdt op med at stoppe ved trafikuheld. Sidst han havde gjort det og havde kørt en anden motorcyklist til Rangpur, havde han set i bakspejlet, hvordan de 'venlige' mænd der havde hjulpet motorcyklisten og var taget med imod sygehuset havde tømt hans lommer og da de kom frem, var forsvundet med indholdet. At køre bil i giver ikke Arif nok til at betale for trafikofre og han var, sagde han, desuden bange for at nogen ville stjæle bilen hvis han forlod den for at gå med cyklisten ind på sygehuset.

Elin er ved at tage afgangsprøve fra gymnasiet. Da jeg besøgte hende fortalte hun hvordan lærerne for nogen tid siden havde krævet at alle eleverne skulle betale ekstra hver måned - og hun fortalte hvordan de indvilligede imod at lærerne lovede at komme hver dag. Da kun engelsk og bangla lærerne kom, ville eleverne ikke betale og lærerne truede med ikke at lade dem gå op til eksamen. Elin er handlekraftig og fik alle eleverne med til at låse skolen og invitere den lokale avis. Skolen bøjede sig, men kun indtil den afsluttende prøve hvor de dumpede hende i engelsk. Det var det forkerte fag at bruge til at straffe hende, for hun taler det bedre end hendes lærer og så endte hun med at få næsthøjeste karrakter. Den sidste kamp var om eksamensregistrering der normalt koster to tre tusind; de krævede fem tusind fra hver. Elin vidste at hvis skolen ikke skrev dem op til prøverne vil den ikke få lov til at fortsætte som skole, så også dette slag vandt hun. Afgangseksamen er helt ekstern så resultaterne der kan de ikke ændre, men når hun skal have beviset udleveret kan der komme endnu en kamp.

I Dhaka havde jeg flere gode samtaler med venner der; en af dem ... CENSURERET ... .

I aviserne er der lige nu fortællingen om en journalist der er anklaget for en sammensværgelse imod regeringens 'kronprins'. Jeg kan ikke sige hvad sandheden er bag fortællingerne, men der er ingen tvivl om at sporten i den politiske arena er voldsom og tit voldelig. Den anden 'kronprins', oppositionens, er i 'friviligt' eksil i England hvorfra han deltager med stor iver i kampen om at vinde magten: de verbale anklager der fyger er ofte om fysisk magtmisbrug og økonomisk svindel begået af den anden side i kampen.

En af mine venner spurgte forleden hvordan jeg kan holde ud at være i Bangladesh. Det var det spørgsmål der inspirerede mig til at skrive dette, at fortælle om kampene og dele glæden midt i det hele. 

Jeg kan bedst forklare med en fortælling, denne er om en lille dreng da jeg var på ven ind i en butik i Dhaka hvor jeg var gået hen for at købe syltetøj. Han kom løbende og sagde på hans bedste engelsk 'I'm hungry!' Jeg giver ikke på vej ind i butikker, men købte to store boller. Da jeg kom ud var han væk, og først da jeg kom tilbage efter ti minutter og tre passbilleder så jeg ham - eller var det en anden lille dreng. Han kom imod mig med udstrakt hånd, og da jeg rev posen med bollerne op (for at han ikke skulle kunne sælge dem igen) og spurgte om han ville ha dem, så han sig frygtsomt omkring inden han tog posen og knugede dem mod brystet. 

Jeg har ikke gjort nogen stor forskel for den lille dreng i Dhaka, og somme tider føles det som om det vi gør på LAMB er ligeså lidt. Men vores eksistensberettigelse er et ønske om at ændre den synd, at der i vores verden er nogen der skal slås og tigge eller begge dele for at få mad; vores ønsket er taget fra en linje i Johannesevangeliet om 'at alle skal have liv i overflod.'

Vi har alle anledningerne til og valget om at tage chancen og række ud: til en motorcyklist eller en sulten dreng, hvilken vej vi så end finder dem på. Det er ikke så svært at vise en lille smule kærlighed.

En anden del af svaret på hvordan jeg kan holde ud at være her er ganske enkelt at jeg er blevet (og bliver) elsket meget. Guds kærlighed har givet liv og mening og fællesskab, foruden mad, og venner og alt det jeg har brug for. Jeg oplever den også når elevernes hjerter bobler over i larmende glæde; i stille samtaler når venner og tidligere elever deler deres liv; når naboer og kollegaer deler frugt og grønt fra haven. En stor del af den kærlighed jeg møder er fra de mange i Danmark (og andre steder) der følger med, som støtter op med forbøn, med interesse og med penge så jeg kan leve her. Mine forældre, søskende og min søsters familie og listen kunne fortsætte... 

Nej, det er ikke svært at vise en lille smule kærlighed når man har fået så megen kærlighed selv - og det er derfor vi er her.