Det er godt at
være tilbage i Bangladesh og i fuld sving på LAMB igen; der er masser af
udfordringer og endnu flere glæder. Der har været næsten non-stop blokader og
strejker siden sidst i oktober hvor den nuværende regering ifølge den sidste
grundlov skulle have sluppet taget i magtapparatet. Regeringen har
to-tredjedels flertal og har brugt dette til at ændret grundloven så de har
’ret’ til at blive.
Oven i valgkampen
kommer at en krigsforbryder domstol med fyrre års forsinkelse har afsagt domme
for krigsforbrydelser. Flere af de dømte er højt placerede i et af
oppositionens støttepartier så da regeringen valgte at eksekvere en af dommene torsdag
d 12 december eskalerede volden.
Der har været mange
dødsfald i direkte kampe, men det er svært at sige hvor mange af de patienter
som f.eks. ikke kan komme til LAMB der dør som følge af strejkerne. Ifølge en
læge er antallet af akutte indlæggelse hvor vores personale redder liv faldet
fra fire til en om dagen. Det er umuligt at sige hvor mange af dem der ikke
kommer der dør; men det er sandsynligt at en stor del gør.
Kampen står om
hvem der kontrollerer det ’frie’ demokrati og som derfor kan påvirke valgets
udkomme. Det bedste man kan sige om situationen er at mistilliden mellem de
forskellige partier er gensidig.
Det er
tankevækkende kontrast nu som verden mindes Nelson Mandela og den sydafrikanske
forsoningsproces. Opgøret med fortiden er nødvendigt, men hvor ville det være
dejligt hvis det havde været i forligelsens og ikke i hævnens ånd: hvis der
havde været tanker om at genoprette retfærdighed og ikke blot at få gengæld.
Alle burde skynde
sig at søge forligelse med deres naboer for at få tilgivelse. Det overvældende
flertal i landet tror at Gud ikke tilgiver den synder som den der er syndet
imod ikke først har tilgivet. Men det synes ikke at være den konsekvens
politikerne tager.
På skolen har vi
haft juleafslutning og sammen med hele LAMB Bangladesh’ befrielse den 16 december.
På billedet er tre sygeplejestuderende udklædt som frihedskæmpere.
Jeg får lov til
at arbejde med forligelse både i praksis og igennem mine fortsatte studier. Det
er en velsignelse at se selv små skridt imod genoprettelse af samliv og
fællesskab.
Det
forsknings-etiske råd på LAMB har i princippet godkendt mit forskningsprojekt
som handler om forligelse i Bangladesh. Det var overraskende positivt at
fremlægge og debattere udkastet med rådet. De havde masser af gode ideer og
input; f.eks. blev vi enige om at en voldelig valgkamp måske ikke er det bedste
tidspunkt at spørge folk om deres erfaringer med forligelse, mest fordi det
også handler om konflikter. Komiteen åbnede for at jeg også kan inddrage
’fredsmæglere’ da en af dem i komiteen udbrød ’det vil jeg gerne’ (på bangla)
da en af de andre sagde at jeg aldrig ville få nogen til at indvillige i at
deltage.
Juleevangeliet handler
om at Gud kom med budskab om fred og frelse og som en lærer kollega mindede os
om forleden er Kristi budskab ligeså relevant for os i dag som nogensinde her i
Bangladesh.
Lukas 2:10-14.
10 ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. … 14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
En af de store
udfordringer for familier her i Bangladesh er at betale for børnenes skolegang.
Somme tider føles det som om familierne vælger at spænde sig selv lidt for
hårdt for. Det er tilfældet hvad enten det er nogen der kun lige har råd til
det allermest fornødne, eller det er dem der har rigeligt; som Rockerfeller
engang svarede da han blev spurgt om hvor meget han skulle have for at have nok
’Lidt til.’
En af mine naboer
har en datter som er kommet ind på sygeplejeskolen; de har ikke de 1000 kroner
der skal til for at kunne betale hendes optagelse. LAMBs ledelse diskuterede om
vi kunne lave en undtagelse for familien, men det er svært at gøre fordi det
vil underminere indsatsen for at få hendes bedre stillede onkel til at tage
medansvar og fordi nogen mener det vil opmuntre forældrene til fortsat at bruge
lige lidt mere end det de tjener.
En anden
udfordring lige i øjeblikket er en patient som blev samlet op af en af vore
medarbejdere; manden er mental patient og har ingen familie der vil kendes ved
ham og for at vi kan håndtere ham er han låst inde fordi han er voldelig imod
vore medarbejdere. Desværre har vi ikke ekspertise til at behandle andet end de
fysiske problemer og nu da han fysisk set er rask, har vi forgæves forsøgt at
få ham indlagt på et psykiatrisk hospital. Der er ingen der vil tage ham fordi
han ikke har nogen steder at komme hen efter endt behandling.
I vores teen
gruppe har vi lige haft juleafslutning med bål og snobrødsbagning. Det er en
stor fornøjelse at se dem organisere og fejre både julen og markere afsked med
nogle af dem der har været med men som nu flytter væk.
Tak Gud for
At Kristus kom
med frelse, fred og forsoning
Besøg af mine
forældre fra Danmark
Anledninger til
at fortsætte med mine studier og til at forsøge at bruge det ind i vores
virkelighed her
Bed for
En løsning
på den politiske krise i Bangladesh
Fred og forsoning
imellem de politiske partier og frelse for de truede mindretal
Visdom og evner
til at gøre en forskel
Kendskab til
hvordan Gud tilgiver og ønsker at vi skal tilgive
Ingen kommentarer:
Send en kommentar