Peanuts

En af mine kollegaer og hans kone har en lille jordnøddesmør (peanut butter) produktion i deres hjem. De sælger den her på LAMB og i Dhaka. Formålet er ikke kun at tjene penge, eller at skaffe os der kan lide den slags bedre mad, det er også fordi de vil give fattige kvinder arbejde så de kan brødføde dem selv og familien. Jordnøddesmør er ikke noget der er mange der spiser her i landet, men nogle udlændinge kan lide det og der er et marked for det i hovedstaden.
En af de store udfordringer produktionen står overfor er at jordnøddesmør ikke er på listen over fødevarer og fødevare kontrollen derfor ikke kan udstede tilladelse til kommerciel produktion. Det er derfor ikke helt lovligt at sælge det. Hvad er så det rigtige at gøre? Hvis de lader være har de kvinder der nu tjener en lille smule, den lille smule mindre de havde og det er somme tider alt det de har.
Det er svært at sætte noget i gang som kan hjælpe fattige ud af deres fattigdom. Lige nu er der nogle fattige naboer der graver et hul til affald ikke langt fra hvor jeg bor. Det er et projekt der godt nok giver os en tiltrængt ny affaldsplads, men egentlig er kommet i gang for at vi kan undgå at give almisser til disse fattige. Vi har overbetalt arbejderne for at sikre os at de kan købe nok mad til deres familier. Hvis vi betalte dem efter det de lavede ville de ikke have nok til at købe mad for. Det er simpelt hen for hårdt at grave sådan et hul for dem der ikke er vandt til det. Måske burde arbejdet stoppe fordi det ikke er konkurrencedygtigt. Risikoen ved at overbetaler er at de bliver afhængige af os, bliver dovne og ikke vil arbejde for andre som ikke kan eller vil betale overpris for det. Risikoen ved at lade være er at de kommer til at sulte.
Det er utrolig svært at finde en god måde at hjælpe de fattige på som ikke giver utilsigtede konsekvenser. Måske er den eneste måde vi kan gøre det på at gå i finere sko. Jeg kan i hvert fald ikke se faren i at få mine sko pusset lidt tiere. Skopudserne er nok de fattigste to familiefædre i vores lille lokale verden og hvis de har to par sko mere at pudse hver dag kan de måske brødføde deres egne familier. Rickshaw førerne er andre der har brug for lidt ekstra. Hvis jeg f.eks. lader cyklen stå og tager en rickshaw kan det måske gøre at en familie får lidt grøntsager eller eg til maden.
Det er muligt at det vi gør kun er peanuts, men det er måske ikke så galt endda.

Godt nytår

Du ønskes et rigtig godt nytår 1415.

I Bangladesh følger vi en kalender der er en kombination af den islamiske og den hinduistiske kalender. For mange år siden fandt man ud af at det kortere islamiske år gjorde det svært for landarbejdere at betale lån tilbage når det nye år faldt elleve dage tidligere hvert år. Ved at følge det traditionelle år med 365 dage og den lokale hinduistiske kalender blev det muligt for alle at betale lån tilbage. Da området var muslimsk regnede man tilbage til Muhammeds fødsel og begyndte tidsregningen derfra.

Vi fejrer det med farverigt tøj og prosessioner og med kold ris efterladt fra sidste år - eller i går.

I øvrigt er det solopgangen der skal ses, så der er ikke nogen nytårsaften eller fyrværkeri men morgensol og kolde tæer i græsset.

Guds fulde rustning

Et af privilegierne ved livet her i Bangladesh er hvordan mange ting fra bibelen bliver helt konkret relevant for os i hverdagen.

Tag for eksempel besættelserne fra den forgangne måned. Uanset hvad vi må mene om disse – og der er delte meninger blandt os her også om de hører til i kirken eller på sygehuset? Uanset hvad vi måtte tænke er mine elever og naboers frygt virkelig nok og den skal ikke på sygehuset.

I teen-gruppen snakkede vi om Guds fulde rustning da vi var på besøg hos en anden teen-gruppe sidste fredag og hvor finder man bedre udrustning til at møde frygt. (Dette var før det andet tilfælde og derfor før de fleste var begyndt at blive rigtig bange.) Vi studerede Efeserbrevet og hvad de enkelte dele af rustningen står for. Nu da mange har oplevet frygten på nært hold har gjort brug af rustningen; vi har delt vers fra bibelen om at tilhøre Gud og vi har snakket om at bruge disse vers som sværd til at slå frygten på flugt; vi har snakket om troens skjold som vi kan holde op imod tvivl og frygt; vi har snakket om retfærdighedens brynje som vi får af Gud og måske vigtigst af alt, har vi snakket om frelsens hjelm; at Jesus har købt os og givet os ret til at blive børn af Gud. Så har djævelen ingen krav på os.

Det er fantastisk at finde bibelvers der har hjælp imod rigtig frygt og det er godt at høre om hvordan nogle af børnene synger sange, beder og læser bibelen og derigennem finder tryghed. Det er vigtigt at anerkende andres oplevelser som virkelige uanset hvad der forårsagede dem. Ved at gøre det anerkender vi frygten og får i bibelen et unikt redskab til at stå imod.

Frygten er desværre virkelig nok, heldig vis er Guds ord virksomt nok til at stå frygten imod.

 

Onde Ånder

Natten til i går, Tirsdag, blev en af vore ansattes datter angrebet af en ond ånd - det er i hvert fald sådan de siger det.
Naboen hørte hende græde som han aldrig havde hørt nogen græde før og troede at nogen var ved at dø. Forældrene gik ind til hende og fandt hende på gulvet ude af stand til at tale til dem og med totter af hår skåret af. Det lignede en anden hændelse fra for tre uger siden.
Menighedens ældste blev tilkaldt og der blev bedt og sunget for hende i tre timer indtil ånden forlod hende og hun igen vidste hvem hun selv var, hvem de andre i rummet var og hun kunne sige Jesu navn.
Specielt pigerne i området er rædselslagne for det var også en pige der for tre uger siden fik håret klippet af. Vi har snakket om det på skolen og prøver at tale til børnene om at de er trygge i troen på Jesus og vi anbefaler at de synger og beder og husker at de er børn af Gud som er så stærk at han har overvundet djævelen. Det er svært for flere af lærerne og forældrene er også bange.
Jeg har ikke erfaring med besættelser og vil ikke dømme om hvad det er, men det er tydeligt at både børnene og mange af de voksne er bange. Bed om at de og vi alle må kende tryghed i troen på Jesus. Bed om at jeg og andre må have visdom til at tale om det der sker på en måde som alle kan forstå og som ikke spreder frygten eller dømmer dem det er gået ud over.

Sult

Det er en stor opmuntring at få en mail fra to menigheder i Danmark forleden med oplysninger om en pengegave på omkring fjorten hundrede kroner.

I går var jeg en tur ude i en nabolandsby og blev mindet om fattigdommen og hvor svært det er for mange at få ris på bordet. Vi er begyndt at snakke om nødhjælp her i området. Der efterhånden er rigtig mange der sulter og vore individuelle tiltag ikke er tilstrækkelige. Vi har patienter på sygehuset, elever i skolen og rigtig mange i landsbyerne heromkring som ikke har mad.

Risen er blevet næsten dobbelt så dyr som for et år siden og daglejerne har ikke mere arbejde efter at (andres) ris er blevet plantet og indtil om godt en måned når høsten så småt begynder.

Jeg vil se efter om jeg kan finde et projekt hvor jeg kan bruge denne gave til at sætte nogen i arbejde, med at grave grøfter eller reparere veje, eller hvad vi kan finde ud af. Min erfaring er at det er en dårlig løsning bare at give pengene væk, men det er svært at finde meningsfyldt arbejde til de fattige.

Pengene skulle være nok til omkring 550 kilo ris eller 160 daglønninger.

Så vidt jeg ved er det hele Asien der er truet af sult.

Bed for os.

 

KH

Christian

Teen Gruppen

Fredag den 4. april var teen-gruppen på tur. Vi var først med til et møde i en dejlig fredelig santal landsby sammen med to andre ungdomsgrupper. Det var godt og hyggeligt at lovsynge sammen med dem. Mange af sangene findes på både bangla og santali så vi kunne lovsynge sammen og alle nød det.