At give op

I morges fik jeg en mail om at en lærer vi havde håbet ville kunne tage vore fysik, biologi og kemi undervisning på højeste niveau i niende klasse ikke kommer alligevel. Vi var nærmest helt uden lærere til de ældste klasser og jeg var klar til at give op. Efter morgenmad med gæster gik jeg ind til skolen og tænkte, måske har jeg misforstået Guds vilje for skolen, måske har jeg ikke søgt Ham nok. Jeg bad og lagde skolen i Guds hænder og jeg bad for de tre der skal i niende klasse. Det er for sent for dem at skifte skole nu, så det betyder at de mister et års undervisning ved at skulle flytte.

Inden middag kom en kollega og tilbød at tage to fag i niende. Hun foreslog også en anden lærer til et af de andre fag der manglede en lærer. Da jeg spurgte den anden lærer var han mere end interesseret, han var begejstret for muligheden.

Vi mangler stadig en eller to lærere, men Gud valgte at vise sin trofasthed lige da jeg allermest havde brug for det.

Tak for jeres forbøn for eleverne, for skolen og for mig.

Alle gode gaver

Nu er risen på vej i hus. Vi glæder og alle over hvad regeringen omtaler som rekordhøst af hvede, ris og kartofler. Der er flere smil på læberne og vi beder om at der vil være nok mad til alle her i landet efter denne høst. Familien her hører til LAMB men driver som rigtig mange andre også en lille smule jordbrug ved siden af. Med omkring 1.5 hektar (jeg tror dette er korrekt omregnet men tager forbehold for fejl) kan en familie dyrke nok ris til hele året, hvis bare ikke storm, hagl, oversvømmelse eller tyve tager høsten inden dem selv.

Det første bud

Sidste uge bad vi Gud om at vende uvejret væk fra Bangladesh og fik svar på bøn. Nu er det i Myanmar der er tusinder af døde og nødlidende. I Bangladesh er der advarselssystemer og beskyttelsesrum i tilfælde af cykloner, i det tidligere Burma, ser det ikke ud til at der var meget af den slags.

Det er svært at forstå.

I morges kom en præst fra en landsby 40 til 60 minutter herfra på cykel for at fortælle at taget var blæst af hans hus i går eftermiddags. De havde fundet to ud af tre tagplader og havde overnattet i et hjørne som bedst de kunne. Det eneste tegn vi havde på at der havde været rigtig uvejr var at det var dejlig køligt her i går. Præsten kom lige til mig i dag – det ser ud som om han ved hvor hans hjælp kommer fra. Jeg spurgte ham om han troede mere på mig end på Gud og han svarede at han frygtede Gud for det er Ham der dømmer. Jeg forfærdes over det svar, hvordan er den gud han kender?

Det er ikke så underligt at han kommer til mig i stedet, men det forfærdes jeg også over, for jeg kan ikke frelse.

Jeg kan heller ikke bede ham gå hjem, spise sig mæt, klæde sig varmt og holde familien i tørvejr uden at give ham det han har behov for.

Hvordan kan jeg leve sådan at mennesker ser Gud i det jeg gør og ikke forsynder sig imod det første bud og begynder at tro at deres frelse kommer fra mig? Hvordan kan jeg leve med det jeg har uden at forårsage andre begynder at stole på mennesker og glemmer Gud?

Her i vores del af verden er det let at se Gud som dommeren – og vi ved at vi fortjener det. Bed om at Gud også vil vise sig for os som den nådige og barmhjertige far Han er. Bed om at vi må se Ham som Han er.

 

Mangoer

Det er mandag aften, jeg kan høre vinden og regnen ruske i mine mangotræer udenfor. Øv, tænker jer, nu falder der endnu flere mangoer ned og de er allerede ret sparsomme i træet. Mine naboer står i døren og kigger længselsfuldt efter de faldne frugter, men træet er mit, så de overvejer om de har lov til at følge landets traditioner der i min barndom betød at den der først kom frem til frugten havde ret til den uanset hvor og fra hvis træ den var faldet, men hvor man også kunne blive hængt op i benene fra selv samme træ hvis man blev fanget i færd med at stjæle frugterne fra træerne. Jeg må hellere dele med naboerne i morgen, for jeg tror ikke de tør hente dem selv nu.