Hvedekorn eller vifter

I dag har jeg været en tur hjemme i landsbyen; Kamarsenua er en lille landsby ca. 100 km herfra hvor mine forældre havde et lerhus engang, det var der min fars nærmeste ven og medarbejder var fra. Når nogen spørger hvor jeg er fra er det den landsby jeg nævner. Alle spørger om det her i landet; তোমার গ্রামের বাড়ি কোথায়? Hvor er dit landsby-hjem?
Jeg tog toget hjem så ’bedstefar’ der havde sagt han gerne ville se mig inden han døde kunne få det ønske opfyldt. Han var meget bedre og håbede nu også at se mine forældre der planlægger at komme i oktober.

Da jeg kom frem var der kun to timer til mit tog kørte tilbage igen så der var ikke tid til meget snak. En af Probanondo’s sønner, ville gerne snakke med mig om synodevalget i Den Bengalsk Lutherske Kirke; BLC. Det er en lang historie som jeg ikke ved nok om, men som involverer to dele af kirken der hver især hævder at være den lovlige synode. Min onkel fra landsbyen beskrev den anden synode som,

’Et lille mindretal uden ret megen opbakning med et stort ønske om magt og penge.’

Danmissionen har taget den svære beslutning at holde op med at sende penge. En gruppe tidligere missionærer fra Danmark ønsker at arbejde med at styrke menighedslivet i kirken. Samtidig har en ny mission åbnet fire stipendieprogrammer for over tusind børn og mange ansatte, alle de ansatte er fra kirken. Denne nye mission vil ikke samarbejde med en splittet synode så nu skal de enes. I BLC har man øjnene rettet mod denne nye donor i håb om mad og skolegang til børnene og arbejde og penge til de voksne.
Hvis en og anden skulle se ned på de Bengalske kristne for dette, skal jeg skynde mig at sige at det er svært at stå fast på principper på tom mave, ikke mindst hvis en af de tomme mave sidder på det sultne barn man bærer på armen.

Min nabo fra landsbyen hentede en præst som kunne vise mig dokumenter og breve der viste at den anden synode ikke var lovlig. I alt det de fortalte handlede det om at vinde anerkendelse for én synode over en anden som kirkens sande ledelse. Det er synoden der administrerer ansættelser, afskedigelser og udvælger de børn der får mad, tøj og lektiehjælp fra den nye mission. Der var også beretninger om tyveri af penge begået af en fra den anden synode, såvel som en ’ulovelig’ annonce der bad folk søge om stillingerne i den nye missions programmer.
Der må have været en 'stikker’ et eller andet sted, for inden jeg var nået hjem igen blev jeg ringet op af en fra den anden synode der ville høre hvad vi havde snakket om og specifikt hvad jeg havde sagt. Stikkeren ønskede også at sikre at jeg vidste at dem jeg havde snakket med repræsenterede

’Et lille mindretal uden ret megen opbakning med et stort ønske om magt og penge.’

Jeg gentog det jeg havde sagt i Kamarsenua;
’Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn;’ Johannes 12:24 og at begge parter måtte forstå hvad de ville ud fra det vers. Jeg citerede også den samme sang;

’Når donorerne styrer mig
Danser jeg som de vil.’

Sangen lyder egentlig;

’Når Guds Ånd styrer mig
Danser jeg som David.’

Forskellen er et spil på ordene ’ånd’ og ’donor’ på bangla.

Jeg nåede lige toget tilbage og fik et sted at sidde. Der var mange der stod op. En familie; bedstemor, mor og tre børn sad overfor mig på den anden side af gangen og på gulvet. Den mindste på tre måneder smilede til alle så han var nem at forholde sig til, den ældste på otte-ni år var meget reserveret og besvarede ikke spørgsmål; den mellemste på måske tre var nervøs i al larmen og nok også over den fejlfarvede dansker ved siden af.
Moren og bedstemoren havde et hyr med at holde børnene og at holde dem afkølede, de to store havde lige haft røde hunde eller skoldkopper og den treårige kløede stadig i sårene. Jeg kunne i som et minimum svinge deres medbragte vifte og hjælpe med at køle dem lidt ned. Da vi kom til Parbatipur var den mindste hos hans mor som havde noget jeg ikke kunne give; den treårige sov på skødet af mig; den store snakkede og bedstemoren fik et hvil, men så havde jeg også svinget viften længe.