Det er lykkedes; alle parter - Rupali er ikke blevet spurgt - ønsker at Rupali skal komme tilbage til skolen. Nu mangler vi kun at hendes faster kontakter den familie Rupali bor hos og at de arrangerer transporten tilbage.
Bed om initiativ og effektivitet så Rupali kan nå tilbage til Birganj inden årsprøverne sidst i november. Bed også om at hun må falde godt til igen på skolen og kunne samle sig om at lære igen.
Det har været opmuntrende at alle har givet udtryk for at de ønsker det bedste for Rupali.
søndag den 9. november 2008
mandag den 3. november 2008
Rupali - børnearbejdere
Jeg bliver nødt til at begynde med at fortælle om Rupali for jeg kan ikke få hende ud af hovedet og komme i gang med at skrive om hvad jeg laver inden hun er blevet lagt over i Guds hænder for nu.
For et par uger siden bad en af mine elevers forældre mig om hjælp med at finde en pige der boede på deres kostskole. Rupali er omkring ti år gammel og har mistet begge forældre. Hun var rejst hjem til hendes landsby fra kostskolen fordi det var Eid og Puja – ferie og skulle bo hos en faster. Efter ferien var hun ikke kommet tilbage og nu undrede de sig halvtreds kilometer nord for Parbatipur hvorfor hun ikke var kommet tilbage.
Rupali er fra en landsby ikke langt fra hvor min havemand bor så jeg bad ham finde ud af hvorfor hun ikke var taget tilbage til skolen. Han blev sendt med besked om at Rupali ikke behøvede tænke på transport – hun kunne køre med herfra og heller ikke på at betale skolepenge (4 kroner eller en halv dagløn om måneden) fordi hun ikke har nogen til at betale.
I fredags var jeg til fødselsdag hos en velstående familie som har to elever på LAMB skole. Der blev jeg introduceret til værtens bror som introducerede mig til hans kone og til den mindste af de to små piger der stod ved siden af ham. Han fortalte at hans datter var tre år gammel og at de gerne vil have hende indskrevet på LAMB skole når hun bliver fire. Jeg spurgte til den større pige på måske otte år som stod der ligeså stille. Det er hende der passer vores datter, lød svaret som jeg godt kendte fordi det er så almindeligt. Jeg spurgte så om den ”store” pige gik i skole og hørte igen det forventede svar at det gjorde hun ikke. Jeg fortsatte, selvom det var tydeligt at det var ubekvemt for værten og hans bror, om de da underviste pigen selv. Det gjorde de heller ikke. Derefter var jeg for godt i gang til at stoppe og sagde at jeg ville tage deres nu treårige datter når hun var blevet større hvis de tog den anden pige med og hun kunne læse og skrive på niveau med andre børn i femte klasses.
Jeg er ikke stolt af den måde jeg fik det sagt på, men det er svært ikke at sige noget når mennesker så åbenlyst har tilsidesat et barns rettigheder for at imødekomme deres egne behov. Dertil kommer at det er godt muligt at alternativet for denne pige ville være en tilværelse hvor hun foruden den kærlighed og skolegang hun nu mangler heller ikke ville få mad eller nok tøj på kroppen. At få opfyldt to behov må være bedre end ingen.
I dag fortalte min havemand mig så endelig at han havde snakket med Rupali’s faster og fået at vide at de havde taget Rupali med til Dhaka og afleveret hende hos en familie der som lige har fået et barn.
Manden i den familie Rupali er hos arbejder for LAMB og derfor har jeg indflydelse på om Rupali skal blive der eller bliver sendt tilbage så hun kan færdiggøre hendes skolegang. (Hun går eller gik i tredje klasse.)
Jeg havde lyst til at ringe til ham med det samme og true med bål og brand, men så nemt er det desværre ikke. For hvem skal tage sig af Rupali når der er ferie fra skolen; fasteren mener tydelig vis ikke at hun kan det. De ER lud fattige.
Kan det lade sig gøre at få den menighed de er fra (dette er kristne santalere) til at tage et kollektivt ansvar for Rupali i hendes ferier? Hvad med når til sin tid hun skal giftes; det er ofte et ansvar den familie tjenestepiger arbejder i tager på sig? Dilemmaet og valget er imellem nogen til at betale så hun får en god mand eller om hun vil kunne få så god en uddannelse at hun vil være attraktiv nok for en familie til at de vil tage hende selvom hun ikke har en familie der kan give medgifte.
Jeg bliver nødt til at finde en national kristen der kan arbejde sammen med og motivere menigheden i Ramraipur til at tage sig af Rupali i ferierne imod at skolen i Birganj – ikke min skole – lover at støtte hende indtil hun har bestået tiende klasse.
Min havemand vil gerne have hans søn ind på det samme internat i Birganj så måske kan jeg motivere ham til gøre et forsøg.
Bed for Rupali og de hundred tusinde andre piger (og drenge) der som hun lever en slavelignende tilværelse. Bed også om at de løsninger der bliver fundet må være bedre for dem.
En muslimsk familie jeg kender i Rangpur, en større by halvtreds kilometer herfra, har en tjenestepige ligesom Rupali. Forskellen er at Dr Kona og hendes mand betaler for at tjenestepigens søn kan gå i skole og da familien var her for to uger siden havde de drengen med som en del af familien. Som de siger, de kan ikke hjælpe alle, men der er rigtig mange der kan hjælpe en.
Hvad har dette med mig at gøre? Vel ikke så meget andet end at jeg har læst i Esajas 58 om hvad der i Guds øjne er faste og Gudstjeneste;
... at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.
For et par uger siden bad en af mine elevers forældre mig om hjælp med at finde en pige der boede på deres kostskole. Rupali er omkring ti år gammel og har mistet begge forældre. Hun var rejst hjem til hendes landsby fra kostskolen fordi det var Eid og Puja – ferie og skulle bo hos en faster. Efter ferien var hun ikke kommet tilbage og nu undrede de sig halvtreds kilometer nord for Parbatipur hvorfor hun ikke var kommet tilbage.
Rupali er fra en landsby ikke langt fra hvor min havemand bor så jeg bad ham finde ud af hvorfor hun ikke var taget tilbage til skolen. Han blev sendt med besked om at Rupali ikke behøvede tænke på transport – hun kunne køre med herfra og heller ikke på at betale skolepenge (4 kroner eller en halv dagløn om måneden) fordi hun ikke har nogen til at betale.
I fredags var jeg til fødselsdag hos en velstående familie som har to elever på LAMB skole. Der blev jeg introduceret til værtens bror som introducerede mig til hans kone og til den mindste af de to små piger der stod ved siden af ham. Han fortalte at hans datter var tre år gammel og at de gerne vil have hende indskrevet på LAMB skole når hun bliver fire. Jeg spurgte til den større pige på måske otte år som stod der ligeså stille. Det er hende der passer vores datter, lød svaret som jeg godt kendte fordi det er så almindeligt. Jeg spurgte så om den ”store” pige gik i skole og hørte igen det forventede svar at det gjorde hun ikke. Jeg fortsatte, selvom det var tydeligt at det var ubekvemt for værten og hans bror, om de da underviste pigen selv. Det gjorde de heller ikke. Derefter var jeg for godt i gang til at stoppe og sagde at jeg ville tage deres nu treårige datter når hun var blevet større hvis de tog den anden pige med og hun kunne læse og skrive på niveau med andre børn i femte klasses.
Jeg er ikke stolt af den måde jeg fik det sagt på, men det er svært ikke at sige noget når mennesker så åbenlyst har tilsidesat et barns rettigheder for at imødekomme deres egne behov. Dertil kommer at det er godt muligt at alternativet for denne pige ville være en tilværelse hvor hun foruden den kærlighed og skolegang hun nu mangler heller ikke ville få mad eller nok tøj på kroppen. At få opfyldt to behov må være bedre end ingen.
I dag fortalte min havemand mig så endelig at han havde snakket med Rupali’s faster og fået at vide at de havde taget Rupali med til Dhaka og afleveret hende hos en familie der som lige har fået et barn.
Manden i den familie Rupali er hos arbejder for LAMB og derfor har jeg indflydelse på om Rupali skal blive der eller bliver sendt tilbage så hun kan færdiggøre hendes skolegang. (Hun går eller gik i tredje klasse.)
Jeg havde lyst til at ringe til ham med det samme og true med bål og brand, men så nemt er det desværre ikke. For hvem skal tage sig af Rupali når der er ferie fra skolen; fasteren mener tydelig vis ikke at hun kan det. De ER lud fattige.
Kan det lade sig gøre at få den menighed de er fra (dette er kristne santalere) til at tage et kollektivt ansvar for Rupali i hendes ferier? Hvad med når til sin tid hun skal giftes; det er ofte et ansvar den familie tjenestepiger arbejder i tager på sig? Dilemmaet og valget er imellem nogen til at betale så hun får en god mand eller om hun vil kunne få så god en uddannelse at hun vil være attraktiv nok for en familie til at de vil tage hende selvom hun ikke har en familie der kan give medgifte.
Jeg bliver nødt til at finde en national kristen der kan arbejde sammen med og motivere menigheden i Ramraipur til at tage sig af Rupali i ferierne imod at skolen i Birganj – ikke min skole – lover at støtte hende indtil hun har bestået tiende klasse.
Min havemand vil gerne have hans søn ind på det samme internat i Birganj så måske kan jeg motivere ham til gøre et forsøg.
Bed for Rupali og de hundred tusinde andre piger (og drenge) der som hun lever en slavelignende tilværelse. Bed også om at de løsninger der bliver fundet må være bedre for dem.
En muslimsk familie jeg kender i Rangpur, en større by halvtreds kilometer herfra, har en tjenestepige ligesom Rupali. Forskellen er at Dr Kona og hendes mand betaler for at tjenestepigens søn kan gå i skole og da familien var her for to uger siden havde de drengen med som en del af familien. Som de siger, de kan ikke hjælpe alle, men der er rigtig mange der kan hjælpe en.
Hvad har dette med mig at gøre? Vel ikke så meget andet end at jeg har læst i Esajas 58 om hvad der i Guds øjne er faste og Gudstjeneste;
... at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.
lørdag den 1. november 2008
Daily Poverty Busters
Jeg har lagt et link ind til en ny blog om fattigdomsbekæmpelse. Bloggen er et forsøg på at tænke positivt når dette negative - fattigdommen - slår i øjnene. Det er ikke en intellektuel blog om hvordan verden kan reddes, men en idebank til hvordan hverdagens små handlinger kan gøre en forskel. Ideen til bloggen er opstået i spændingfeltet imellem virkeligheden og Esajas 58. Ideerne er uden ansvar for langtidsvirkninger. Brug af ideerne her fritager ikke fra ansvaret for at overveje hvordan du bedst kan elske Gud, og din næste som dig selv.
fredag den 31. oktober 2008
Kært barn har mange navne
Det er fredag og jeg skal snart afsted til fødselsdag, men inden da vil jeg lige vise tre billeder af en frugt jeg holder meget af. Det er blandt andet fordi den holder helt fra mangoerne hører op i juli eller august og indtil der igen er gullerødder og tomater i butikkerne igen i november eller december.
Den er den lille påmindelse om at der altid er velsignelers, selv når maden ellers kan blive ensformig fordi der kun er spinat og bønner i butikkerne.
Den er også en påmindelse om Guds trofasthed fordi den holder så længe på træerne. Den kan høstes i august, men der sker ikke noget ved at lade den hænge til december.
Jeg ved ikke hvad den hedder på dansk; på engelsk er det pomelo; officielt hedder den jambora på bangla men lokalt kalder vi den badam.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
