Christian i Bangladesh

Personlig blog fra Bangladesh

søndag den 29. december 2013

Julen 2013


Rigtig glædelig jul og velsignet nyt år ønskes du og alle dine her fra Bangladesh.

Det er godt at være tilbage i Bangladesh og i fuld sving på LAMB igen; der er masser af udfordringer og endnu flere glæder. Der har været næsten non-stop blokader og strejker siden sidst i oktober hvor den nuværende regering ifølge den sidste grundlov skulle have sluppet taget i magtapparatet. Regeringen har to-tredjedels flertal og har brugt dette til at ændret grundloven så de har ’ret’ til at blive.
Oven i valgkampen kommer at en krigsforbryder domstol med fyrre års forsinkelse har afsagt domme for krigsforbrydelser. Flere af de dømte er højt placerede i et af oppositionens støttepartier så da regeringen valgte at eksekvere en af dommene torsdag d 12 december eskalerede volden.
Der har været mange dødsfald i direkte kampe, men det er svært at sige hvor mange af de patienter som f.eks. ikke kan komme til LAMB der dør som følge af strejkerne. Ifølge en læge er antallet af akutte indlæggelse hvor vores personale redder liv faldet fra fire til en om dagen. Det er umuligt at sige hvor mange af dem der ikke kommer der dør; men det er sandsynligt at en stor del gør.
Kampen står om hvem der kontrollerer det ’frie’ demokrati og som derfor kan påvirke valgets udkomme. Det bedste man kan sige om situationen er at mistilliden mellem de forskellige partier er gensidig.
Det er tankevækkende kontrast nu som verden mindes Nelson Mandela og den sydafrikanske forsoningsproces. Opgøret med fortiden er nødvendigt, men hvor ville det være dejligt hvis det havde været i forligelsens og ikke i hævnens ånd: hvis der havde været tanker om at genoprette retfærdighed og ikke blot at få gengæld.
Alle burde skynde sig at søge forligelse med deres naboer for at få tilgivelse. Det overvældende flertal i landet tror at Gud ikke tilgiver den synder som den der er syndet imod ikke først har tilgivet. Men det synes ikke at være den konsekvens politikerne tager.

På skolen har vi haft juleafslutning og sammen med hele LAMB Bangladesh’ befrielse den 16 december. På billedet er tre sygeplejestuderende udklædt som frihedskæmpere.

Jeg får lov til at arbejde med forligelse både i praksis og igennem mine fortsatte studier. Det er en velsignelse at se selv små skridt imod genoprettelse af samliv og fællesskab.
Det forsknings-etiske råd på LAMB har i princippet godkendt mit forskningsprojekt som handler om forligelse i Bangladesh. Det var overraskende positivt at fremlægge og debattere udkastet med rådet. De havde masser af gode ideer og input; f.eks. blev vi enige om at en voldelig valgkamp måske ikke er det bedste tidspunkt at spørge folk om deres erfaringer med forligelse, mest fordi det også handler om konflikter. Komiteen åbnede for at jeg også kan inddrage ’fredsmæglere’ da en af dem i komiteen udbrød ’det vil jeg gerne’ (på bangla) da en af de andre sagde at jeg aldrig ville få nogen til at indvillige i at deltage.

Juleevangeliet handler om at Gud kom med budskab om fred og frelse og som en lærer kollega mindede os om forleden er Kristi budskab ligeså relevant for os i dag som nogensinde her i Bangladesh.

Lukas 2:10-14.

10 ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. …  14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

En af de store udfordringer for familier her i Bangladesh er at betale for børnenes skolegang. Somme tider føles det som om familierne vælger at spænde sig selv lidt for hårdt for. Det er tilfældet hvad enten det er nogen der kun lige har råd til det allermest fornødne, eller det er dem der har rigeligt; som Rockerfeller engang svarede da han blev spurgt om hvor meget han skulle have for at have nok ’Lidt til.’
En af mine naboer har en datter som er kommet ind på sygeplejeskolen; de har ikke de 1000 kroner der skal til for at kunne betale hendes optagelse. LAMBs ledelse diskuterede om vi kunne lave en undtagelse for familien, men det er svært at gøre fordi det vil underminere indsatsen for at få hendes bedre stillede onkel til at tage medansvar og fordi nogen mener det vil opmuntre forældrene til fortsat at bruge lige lidt mere end det de tjener.

En anden udfordring lige i øjeblikket er en patient som blev samlet op af en af vore medarbejdere; manden er mental patient og har ingen familie der vil kendes ved ham og for at vi kan håndtere ham er han låst inde fordi han er voldelig imod vore medarbejdere. Desværre har vi ikke ekspertise til at behandle andet end de fysiske problemer og nu da han fysisk set er rask, har vi forgæves forsøgt at få ham indlagt på et psykiatrisk hospital. Der er ingen der vil tage ham fordi han ikke har nogen steder at komme hen efter endt behandling.
 
I vores teen gruppe har vi lige haft juleafslutning med bål og snobrødsbagning. Det er en stor fornøjelse at se dem organisere og fejre både julen og markere afsked med nogle af dem der har været med men som nu flytter væk.

Tak Gud for
At Kristus kom med frelse, fred og forsoning
Besøg af mine forældre fra Danmark
Anledninger til at fortsætte med mine studier og til at forsøge at bruge det ind i vores virkelighed her

Bed for
En løsning på den politiske krise i Bangladesh
Fred og forsoning imellem de politiske partier og frelse for de truede mindretal
Visdom og evner til at gøre en forskel
Kendskab til hvordan Gud tilgiver og ønsker at vi skal tilgive

torsdag den 5. september 2013

Vennebrev September 2013


Kære venner og forbedere!

Efter at have set årstiderne i England, er jeg nu på vej tilbage til Bangladesh. Jeg har lært om ret, retfærdighed, fortale og forligelse. Studierne har givet anledning til at læse om udfordringer og indsigt fra eksperter i mange lande, men to ting, der har gjort det ekstra godt, har været, at jeg har ikke bare fået lov til, men det har været en fast del at søge et Bibelsk perspektiv og at tænke over, hvordan det hele kan blive relevant for vores verden, som den ser ud i Bangladesh.
Nu er de indledende anstrengelser overstået. Jeg har afleveret 36.000 ord fordelt på en masse små og store essays, og når jeg har holdt et par ugers pause efter den sidste aflevering sidst i august, kan jeg begynde på min masterafhandling som skal handle om de værdier, der fremmer forligelse i vores kultur i og omkring LAMB i Bangladesh.

På skolen er min afløser og hans kone blevet så glade for det, de laver, at de har indvilliget i at blive endnu et år. De tilbagemeldinger jeg har fået har været positive, og de har mod og lyst til at arbejde med os på fortsat udvikling af kvaliteten i undervisningen. Det er et stort privilegium, at de bliver, og jeg er glad for udsigten til at have tid til at arbejde videre på min masteropgave.

I Bangladesh er det valgår nu, og somme tider bliver valgkampen taget lidt for bogstaveligt. Valgkampen er blevet præget af, at der er afsagt en række domme over formodede krigsforbrydere fra 1971, da Bangladesh blev løsrevet fra Pakistan.
Jeg undrer mig over, at jeg ikke har set mere i valgkampen omkring fabrikskollapset i foråret; det ville være godt, hvis der bliver arbejdet på sikkerheden i de mange fabrikker i landet, og det kan det jo også være, at der bliver, selvom jeg ikke har hørt om det.

På LAMB har vi fået ny direktør, imens jeg har været væk. Jeg kender Steve og Chuanne Withington fra den gang, de arbejdede på Spedalskhedsmissionens projekt i Nilphamari. (Jeg nævner det her fordi nogle af jer måske kender dem.)
Ellers ved jeg, at skolen har fået lidt flere elever igen. Der er 16 nye i børnehaven, afgangsklassen havde kun fem elever, og selvom enkelte andre er rejst, er tallet steget en lille smule igen.
Vores udfordring er stadig at sikre elevernes videre uddannelse efter LAMB. Hvad skal de bruge deres evner til at tænke og analysere til, hvis de skal fortsætte i videregående uddannelse, hvor det kun er udenadslære der tæller?
Det er specielt svært for pigerne, fordi forældrene føler sig utrygge ved at sende deres teenagere til steder, hvor de ikke kan sikre dem imod forførelse og overfald.

I august har jeg været i Danmark og har besøgt og mødt familie og venner. Tak til alle jer, der tog kontakt og gav mig tid. Desværre er der mange, jeg ikke har kunnet nå at se, blandt andet fordi jeg også har arbejdet på mine sidste to afleveringer.

Det har været opmuntrende at se den store bevidsthed, der er i kirken omkring det at række ud til de svageste i samfundet. Det er i tråd med det, Jesus ville, da han ved begyndelsen af sin gerning læste fra Esajas og det vidner om den Ånd han har sendt til os.

Lukas 4:18-19.


18 Herrens ånd er over mig fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, 19 for at udråbe et nådeår for Herren. …
21 “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører gået i opfyldelse.” 


Tak Gud for
Et år til studie og fordybelse
For afløsere, som har forlænget og andre kollegaer på LAMB
For elever, der er kommet ind på videregående uddannelse

Bed for
Godt gensyn med Bangladesh
Arbejde sammen med min afløser
Politisk ro og tryghed op til valget først i 2014