Lichu

Det er en dejlig årstid her i Bangladesh. Høsten bliver bragt i hus og derfor har de lokale skoler ferie - vi har det dog ikke.
I dag eftermiddag var jeg på besøg hos en kollega der bød på lichu. Det var egentlig hendes ældste datter der inviterede, hun er hjemme på ferie i tre uger og bød på verdens måske bedste frugt.
Det er ulideligt varmt i disse dage, men når så man kan få en kølig frugt er det bestemt muligt at takke Gud. Problemet med lichu, ifølge lokal visdom og i modsætning til f.eks. mango er at det er en 'varm' frugt og derfor kun bør nydes i begrænsede mængder på denne årstid.
Jeg spiser sjældent flere end halvtreds!

Høsten er her

Det stormer tit og landmændene skal bestemme sig for om de skal høste risen inden den bliver helt moden eller der kommer et par dage med tørt vejr så de får mest muligt ud af det.
Det er godt at se risen komme i hus og vide at der er mad nok.
I weekended skal jeg til Dhaka for at være sammen med andre missionærer fra WMPL, min amerikanske mission. Det er altdi godt at høre mere om hvad Gud gør her i landet.
På søndag, skal jeg med en kolega ind på visumkontoret. Vi skal gøre et sidste forsøg på at få et visum til ham så han ikke behøver rejse helt til England her halvanden måned inden han og familien alligevel skal hjem på ferie.
Vi har lige ansat en ny lærer og håber at kunne ansætte endnu en snart. Dermed har vi det antal lærere vi har brug for til næste år. Det er et fantastisk privilegium.
Vi har udvalgt de fjorten heldige der får lov til at starte i vores børnehave i august. Vi skal tage de tretten børn af ansatte og så valgte vi at tage en af fire piger fordi der er flere drenge på skolen.
Til efteråret får vi tre volontører, den ene er en tidligere elev. Jeg må erkende at jeg er ved at blive gammel når en jeg havde i første klasse er blevet gammel nok til at komme tilbage som volontør.